En frugtbar aften
         med store komponister

 Operaen, Store Scene: Koncert med Richard Strauss, Mozart og Korngold og dirigent Marie Jacquot

ANMELDELSE: Hvordan skal man tackle tonedigte af Richard Strauss?
 Tonedigte har jo en handling, og hvordan kan den komme frem i stærkeste form over for lyttere. Det er naturligvis op til den enkelte dirigent, og således lå det også i hænderne på Marie Jacquot i sæsonens første koncert med Det Kongelige Kapel, som hun er ny chefdirigent for. Strauss' "Till Euligenspiegels lystige narrestreger" var på plakaten. Og Till er en spøjs personlighed, som udfolder sig i fire forskellige udgaver, hvor hornet er i focus her og dér i relation til, at Strauss' far var en solid hornist.
I den indledende episode rider Till på hest gennem et marked og lave en masse ravage. Derpå klæder han sig ud som præst og prædiker moral. Han gør grin med religion - men er bange for døden.
 Videre følger en episode, hvor han forsøger at forføre en ung pige - uden at det lykkes. Og i fjerde og sidste ombæring ydmyges og dømmes han og bliver ført til skafottet.
 Marie Jacquot formåede at lade musikerne fortælle Tills historie, som er kogt ned til 15 minutter. Hun dirigerede med hele kroppen og fik den komplicerede komposition til at glide over i et nuanceret portræt. Hun greb de flygtige harmonier med smidig energi. Og fik tonedigtet bragt i mål veltrimmet og præcist.

Mozart

Til fremførelse af Mozarts violinkoncert nr. 4 havde teatret engageret violinisten, Noah Bendix-Balgley, som gennem 10 år har været 1. koncertmester i Berliner Philharmoniker. Og han havde ingen problemer med fortolkningen i selskab med få medlemmer fra orkesteret, og det blev således en kammermusikalsk omgang.
 For solistens vedkommende blev det til en virtuos og elegant optræden. Og Jacquot fik ham koblet flot sammen med orkesteret, omend der var enkelte unøjagtigheder, som Bendix-Balgley imidlertid glattede ud på brillant facon.
 Dirigentens målsætning var i ledtog med Mozart at lede publikum ind i en fantasi med orkesteret og solisten i en dialog, hvor orkesteret ikke kun akkompagnerer - men også kommenterer - humoristisk og sprællende. Det var overordnet smukt, ligesom ekstranummeret for soloviolin af Bach.

Korngold

Det Kongelige Kapel, verdens ældste orkester, har naturligvis stiftet bekendtskab med masser af komponister. Men det er sjældendt, man har haft fat i Erich Wolfgang Korngold, som døde i 1957, 60 år gammel.
 Marie Jacquot har efter eget udsagn passioner om blandt andet at finde kompositioner, som er næsten glemt eller sjældent opført. Og dermed blev Korngold med hans Sinfonietta opus 5 det tredje værk i koncerten.
 Denne Sinfonietta, som betyder "lille symfoni", står i H-dur, altså med fem krydser, en vanskelig toneart, som Korngold lancerede, da han var blot 15 år. De fire satser lyder, som om hver enkelt gerne vil give en fortælling med nogle billeder, og så vil det måske ikke være fejlagtigt at kalde dem en art tonedigte. Mens man sidder og filosoferer over første sats, sættes der pludselig punktum, og så er man ovre i en lystig anden sats og fanges af sprudlende harmonier og sendes videre til tredje og fjerde sats og må konstatere, at Korngold leger intelligent med instrumenterne. Og Jacquot havde evnen til at få det sendt ud på en beregnende og forførende måde.

******