Endnu et skønt
besøg i München
Operaen, koncerthuset og museerne på det høje niveau
Mens Marskalinden ser på, gør Baron Ochs tilnærmelser til Octavian forklædt som stuepige. Foto: W. Hösl
Fornøjelsen er altid i højsædet på forhånd, når man skal til en forestilling i Bayerisches Staatsoper. Ved mit seneste besøg så jeg "Rosenkavaleren" og "Barberen i Sevilla".
"Rosenkavaleren" er en lang sag, som ikke mærkes, hvis besætningen er god. Og det er sådan lidt sort/hvidt, om Baron Ochs har den fornødne kontrast til de øvrige medvirkende. I München-opsætningen, jeg så, blev rollen varetaget af Christof Fischesser. Desværre mindede han mest af alt om en travl forretningsfører. En pæn mand uden nogen decideret hang til det modsatte køn. Normalt spilles der på, at Ochs er afsindig pigeglad. Men sangen fejlede ikke noget.
Operaen indledtes med et mægtigt, bornholmer-agtigt ur. Og det er jo en kendsgerning, at "Rosenkavaleren" handler meget om tid. Feldmarskalinden har det dårligt med urvisernes fart. Hun forsøger at stoppe pendulet, fordi hun ved, at hendes elskede unge Octavian uden tvivl vil finde en jævnaldrende at dele livet med. I finalen optræder uret igen med en gammel mand oven på. Feldmarskalinden må konstatere, at løbet er kørt!
De tre kvindelige hovedroller gjorde det, de skulle, uden at overrumple - men i opera-regi på et højere plan end man kan opleve sangerne i operaen i København.
Alt udenoms var udtænkt med store finurligheder, fordi iscenesætteren, Barrie Kosky, måske ville være i en utraditionel afstand fra det gængse. - Dirigenten, Vladimir Jurowski, havde fuldt styr på tropperne.
"Barberen i Sevilla" var straks mere oppe i niveau. Her havde samtlige rollehavende glimrende stemmer at byde på. Vasilisa Berzhanskaya var formsikker som Rosina og Alasdair Kant en gevinst som Grev Almaviva. De blev fulgt op at den glimrende Andrei Zhilikhovsky som Barberen. Misha Kiria er en stor brombasse - og netop god som Dr. Bartolo. Han havde været fin som Baron Ochs i "Rosenkavaleren". De øvrige havde den rigtige pondus.
Livet består af tid, som går alt for hurtig, hvilket Marskalinden må erkende med smerte. Foto: W. Hösl
KONCERT
Der findes mange fremragende orkestre på verdensplan. Vil man opleve nogle af de bedste, kan man lytte til Münchens orkestre. Münchner Philharmoniker ligger på allerøverste hylde. Jeg hørte dem i Gasteig HP 8 Isarphilharmonie med Mozarts Symfoni nr. 29 og Schostakowitsch' 5. symfoni dirigeret af Daniele Gatti. Egentlig vart der lagt op til et andet program. Men så fyrede orkesterstyrelsen chefdirigenten, Valery Gergiev, - en god ven af Putin, og Gergiev ønsker ikke at undsige den russiske præsident. Gatti har også noget forkert i posen, fordi han har været nærgående over for kvindelige musikere, men han kunne altså glide hurtigt ind på dirigentposten, og så valgte han sine symfonier.
Den kvindelige, unge koncertmester førte sine kolleger frelst gennem koncerten. Undervejs kunne man se buerne stryge over violinstrengene uden næsten at kunne høre en lyd. Schostakowitsch' 5. symfoni er genial. Han har snoet sig forbi statsdiktatorer som Stalin og i sin musik ladet forstå, at man skal tro på sig selv og ikke lade magtens udøvere få herredømmet.
Daniele Gatti bevægede sig ikke meget - men vippede lidt med dirigentstokken og nikkede nu og da. Ganske eminent!
Der var mindre brag og styke og Mozarts 29. med halvdelen af orkesteret på podiet - og nogle smukke satser, som fuldendte en fantastisk aften.
Mens de skønne kvinde står på balkonen, lægger Barberen og Greven planen. Foto: W. Hösl
BYLIV
München er en rig by. Prisudviklingen har været stigende, siden jeg var der i marts 2020. Man kan naturligvis få alt i denne charmerende by. Og der er muligheder for masser af udflugter rundt i byen. Fra Karlsplatz kan man bruge gågaderne Neuhausser Strasse og Kaufinger Strasse mod Marienplatz med det storslåede rådhus. Neues Rathaus. Når klokken har slået 12, begynder figurer at tumle rundt oppe i rådhustårnet. Der er tale om en drabelig ridderturnering.
Stormagasiner er der også. Og ligesom min gode ven, Jørn Ørnstrup, som har skrevet mange rejsebøger, opsøger jeg altid en god café med lækre kager. I München gælder det blandt andet Caffé Piemonte, som ligger ved kirken, Alte Peter, tæt på Marienplatz.
Ikke langt fra Marienplatz mod syd finder man Viktualienmarkt. Her er der ikke de frugter, man ikke kan få. Mange af frugterne findes ikke i Tyskland, og måske er det heller ikke lokal frugttid. Men så importeres frugterne, og det betales der naturligvis for.
Nogle gader øst for Marienplatz kan man opleve Hofbräuhaus, som er hyggeligt indrettet i et stort lokale, hvor der serveres HB-øl i halve og hele liter - og dertil noget spiseligt.
Daniele Gatti foran Münchner Philharmoniker ved Schostakowitsch' 5. symfoni.
Neues Rathaus. Det smukke rådhus ved Marienplatz.
Ridderturnering i rådhustårnet.
Der er også et lille orkester i Hofbräuhaus. Og selvfølgelig medvirker en tuba til tyrolermusikken.
Det skønne Hofbräuhaus
Viktualienmarkt er en oplevelse i sig selv.
DIE PINAKOTHEKEN
Alt blev pludselig aflyst, da jeg var i München for to år siden. Min søn, Mads, ringede og meddelte, at Mette Frederiksen havde været på skærmen og oplyst, at alle udlandsrejsende skulle pakke og rejse hjem, inden grænserne blev lukket. Jeg skulle to gange i operaen og til en koncert, men alt var "abgesagt" - altså aflyst. Jeg nåede kun Die Pinakotheken. Tre museums-enheder. Alte Pinakothek og Pinakothek der Moderne. Neue Pinakothek var lukket i forbindelse med ombygning.
Nu har jeg været tilbage på to af museerne. Det tredje er fortsat lukket.
Intet er overladt vtil tilfældighederne. Jeg vil lade billeder forklare og antyde, hvad kunstnerne har haft som formål angående beskuernes oplevelser.
Spændende billeder fra Alte Pinakothek. T.v. Pompeo Girolamo Batoni (1708-1787) "Selvportræt" 1765. I midten "Münchner Biergarten" 1884 af Max Liebermann (1847-1935). T.h. "Selvportræt" 1878/80 af Paul Cezanne (1836-1906).
PINAKOTHEK DER MODERNE
Her kommer man til at tænke på billedet unden indhold, "Take The Money And Run" på Kunsten i Aalborg. Jens Haanings billede, som skulle have rummet pengesedler. Men nu har han altså taget pengene, og vil ikke betale dem tilbage, og det passer til titlen. I München ses ovenstående af dansk-islandske Olafur Eliasson. Og med lidt god vilje ses der cirkler på de enkelte enheder. "Almost perfect circle 2016" er titlen.
"Tanz under goldene Kalb" 1910 af Emil Nolde (1867-1956).
Mere skal der ikke til. "Capri-Batterie" 1985 af Joseph Beuys (1921-1986).
HAUS DER KUNST
Jeg må konstatere, at jeg aldrig har oplevet noget lignende, da jeg befandt mig i Haus der Kunst.
Der var give en særlig facon. I et stort rum var der alene tåge. Hvorfor? Noget med, at sindet er i en afvekslende tilstand over for en modpart, hvor tågen lægger sig over det indre væsen.
Et andet sted var der 16 grammofoner stillet på piedestaler, og det skulle forestille playback, hvor der reageres på det sociale og politiske klima. Dertil var der et rum, hvor jeg i første omgang ikke gik ind. Det virkede, som om der var vand. Men det var et spejl, man skulle gå på. Og konstant vrimlede det op med navne på rummets vægge, - et projekt fra Tokio, hvor man blev mindet om kærlighed, sex, død og penge. Afsindigt usædvanligt.
"Den døde klasse" 1975 af Tadeusz Kantor (1915-1990).
Tågen er også sindets tilstand over for modparten - ifølge kunstneren.
Grammofonerne skal få folk til at tænke bagud.
Navne gled op og ned ustandseligt. Navne om kærlighed, død, penge o.s.v..
KIRKER
I Münchens centrum er der nærmest proppet med kirker. Blandt andre ses Jesuiterkirken, St. Michal lige ved gågaden, Kaufinger Strasse. En mægtig flot kirke, hvilket man kan sige om de fleste, katolske kirker.
Lige ved siden af ligger Münchens domkirke, Frauenkirche, med tvillingtårne. Måske ikke den mest overdådige indvendig. Domkirken er byens vartegn.
Ikke langt derfra ved Salvatorplatz, ses Theatiner Kirche. Smuk og omfangsrig.
Jeg boede på Hotel Fidelio (navnet på Beethovens eneste opera). Skråt over for ligger St. Pauls Kirchen - med tunge klokkeslag - og kvarterslag. Heldigvis er klokkeslagene indstillet om natten, så der kan soves i omgivelserne.
St. Mikael Kirken ligner i sit hvide antræk ikke så meget en kirke.
Indvendig er St. Mikael overdådig.
Indret i Frauenkirche, Münchens domkirke.
Tvillingetårnene i Münchens domkirke.
GRÖBENZELL
For mange år siden bad jeg min chef om et tyskophold med undervisning, DID, Deutsch in Deutschland. Det blev bevilliget.
Jeg skulle bo privat og undervises i Gröbenzell, en lille by 20 km. vest for München - og ca. 20 minutters kørsel med S3-toget fra Münchens hovedbanegård. Fruen i huset var min lærerinde. Vi dyrkede grammatik om formiddagen. Så tog jeg ind til Münchens centrum og oplevede byen - og tilbage igen, hvor jeg på tysk skulle fortælle, hvad jeg havde set og gjort. Jeg lærte meget ved at sidde ved bordet og spise med far, mor og et syv-årigt barn - på deres manér. Familien boede til leje. Manden var ingeniør med fast arbejde. Alligevel måtte de være varsomme med deres pengeforbrug. Og fruen handlede kun i München, når der var udsalg.
Jo, . der er dyrt i Sydtyskland.
Nu har jeg været tilbage i Gröbenzell. En soveby, hvor alle synes at kende hinanden. Der er ikke meget at opleve. - Jeg ved såmænd heller ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Bare et gensyn, - ud i det blå!
Den pompøse Theatiner Kirche.
Gröbenzell har en station, så man hurtigt kan komme til München. Stationen betyder således også høje huspriser.
Sct. Pauls kirke i Gröbenzell.
BEFOLKNINGEN
Man kan sagtens komme ud for noget uforudset, når man har ophold - for eksempel i München. Men det lader sig gøre at komme videre, fordi befolkningen er meget velvillig og hjælpsom.
Jeg havde noget af et problem, da jeg skulle til koncert i koncerthuset, Gasteig. Jeg var ikke klar over, at Gasteig for tiden har en slags annex, fordi der bygges om. Annexet ligger et godt stykke vej fra hovedhuset.
Jeg var i god tid. Og allerede på vej mod Gasteig mislykkedes turen, fordi der var vej-omlægning. Og den normale sporvogn 27 kørte slet ikke. En flink dame oplyste, hvilke sporvognslinier, jeg så skulle benytte.
Fremme i Gasteig undrede jeg mig over, at der næsten ingen mennesker var. En venlig mand, der foretog corona-tests, fortalte, at jeg var helt galt på den. Jeg skulle et andet sted hen. Til Gasteig HP8 Isarphiharmonie. Han ville meget gerne køre mig dertil, men han kunne ikke forlade sit arbejde. Han påpegede, at jeg skulle gå til den nærmeste S-banestation og køre med toget til Ostbahnhof - og videre med bus 54 eller X30. Klokken var 19.20, og koncerten skulle begynde kl. 20.00. - Var der langt til stationen? Ville der være en bus til videre kørsel? Det hele rumlede i hovedet på mig. Tilbage på gaden fik jeg standset en ledig taxa og mumlede en adresse, jeg mente at kunne huske. Chaufføren vidste alt om, hvor jeg gerne ville hen. Jeg følte, vi kørte en omvej, men han sagde, at det var den hurtigste. Og kl. 19.41 var vi fremme. 14,90 €. Det var superskønt, at jeg nåede det.
En anden dag kørte jeg med bus og spurgte buschaufføren, om bussen standsede ved Haus der Kunst. Det vidste han åbenbart ikke, men en dame i bussen råbte: "Det gør den!"
Andre gange på min vej stillede jeg forskellige spørgsmål - og fik svar og sagde tak. Og der blev så svaret "Gerne" eller "Für Sie".
REJSEN
Hvis man i god tid kender datoerne for sin rejse til München med toget, kan man købe togbilletterne ca. to måneder før. Så kommer man tur/retur fra København for omkring 1.350 kr. på 1. klasse men ét skifte - i Hamburg. Deutsche Bahn giver oplysninger på sms, hvis der opstår problemer.
Da jeg rejste hjem, var jeg i knibe på Hamburg Hovedbanegård. Her stod der tiden, 16.54, for afgang med toget til København, men samtidig blev det oplyst, at toget ikke kørte! Hvad nu? Jo, - der stod også, at man skulle stå på i Pinneberg. I Pinneberg? Der var intet om, hvordan man skulle komme til Pinneberg. Venlige mennesker ledte mig hen til S3-toget, som rullede ind ved perronen nogle minutter senere. Nu var klokken 16.40, og hvor langt var der så til Pinneberg? I toget sad jeg ved siden af et par, som jeg talte med. På deres telefoner kunne de se, hvornår toget kørte fra Pinneberg. 17.14. Men kunne jeg så nå frem? Det ville tage ca. en halv time med S3-toget, og så ville toget første være i Pinneberg omkring 17.15. Parret kunne imidlertid se, at toget var 15 minutter forsinket. Hurra! Sammen med flere andre rejsende fandt min plads i IC-toget til København. - Puha!
Deutsche Bahn har billige billetter - men servicen i underkanten. DB burde i det mindste have sendt en sms med forklaring om, hvordan man kom til Pinneberg - og om toget til Danmark ventede.
Betjeningen i Caffé Piemonte hører bestemt med i den behagelige gruppe.
===========================================================================================================