Det Kgl. Teater. Operaen. Repremiere på balletten: "Et folkesagn"

                   Bagsiden af den
                 skinnende medalje

ANMELDELSE: Der eksisterer en spændingsfelt mellem den overjordiske, skinnende verden og den lidt farlige og dæmoniske underverden som i det romantiske afsnit, hvorpå August Bournonville bygger sin ballet, "Et folkesagn".
 Den genstridige og lunefulde Frøken Birthe er i virkeligheden et troldebarn, der listigt er blevet byttet ud i en vugge med et "rigtigt" menneske, som er blevet ført til underverdenens troldebolig. Nemlig Hilda. Og dermed er Frøken Birthe blevet arving til Højgården.

Det underbevidste

Man kan tolke troldevæsenet som en sort side i underbevidstheden - ovre i retning af ondskab. Den menneskelige sjæl er krænget ud med sine mørke pletter. Der er dog også lyse punkter i behold (den godartede trold?!). Det gode får lov til at vinde. Det hele ender smukt med Hilda, der er vendt tilbage til overfladen, og Junker Oves bryllup, og den farlige erotik kanaliseres ind i ægteskabet. Og Frøken Birthe, forstås, er ude af spillet - og alligevel ikke. Fordi troldemoderen, Muri, står parat med en pose penge til Hr. Mogens, som en medgift for at ægte Birthe.
 Bournonville skabte "Et folkesagn" som en slags kontrast til koleraepedemien, som ikke mindst hærgede København i 1853. Men troldeuniverset taber, og virkeligheden, lykken og glæden sejrer. Harmoni og lykke er til en vis grad forbundet med kristendommen, hvilket man oplever i 2. akt, hvor en skikkelse svæver over scenen i en drømmesekvens. Og den røvede Hilda kan sætte sin lid til den himmelske magt.

En vinder

I Det Kgl. Teaters repremiere var det Frøken Birthe, der vandt - i skikkelse af Holly Dorger. Hun leverede en uhæmmet udstråling med et dybt engageret skuespil bestående af et vildt temperament med kølig distance - og alligevel indbygget sødme. Trods troldeblod i årene, er der kommet en graciøs trold ud af det.
 Det lykkedes habilt med Stephanie Chen Gundorph som Hilda at fremtræde som forpint ved omklamringen i troldeboligen - og siden forløst fra fangenskabet. Nuancerne var bare ikke helt i top.
 Junker Ove, som altså i begyndelsen var kæreste med Frøken Birthe, lå godt til rette i hænderne på Ryan Tomash, - smidig og inderlig men samtidig udadvendt.
 Og så var det fuldstændig fortryllende med Tobias Praetorius som den søde trold, Viderik, og Jón Axel Fransson som den væmmelige trold, Diderik, i et raffineret drama og i skønt selskab med deres mor, Oliver Starpov, som troldkvinden, Muri.
 Opsætningen fungerer skarpt i Mia Stensgaards scenografi og kostumer.
 Musikken hviler kønt i Niels W. Gades nationalromantiske udgave i 1. og 3. akt og i J.P.E. Hartmanns lidt mere svulstige fremtoning i 2. akt. Og med Robert Houssart som en stilsikker dirigent.
---

******

---

FAKTA

Det Kgl. Teater. Operaen. Bournonvilles ballet, "Et folkesagn". Koreografi: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund efter August Bournonville. Musik: Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Scenografi og kostumedesign: Mia Stensgaard. Lysdesign: Mikki Kunttu. Videodesign: Martin Reinwald og Sebastian Troels Eskildsen. Dramaturgi: Ole Nørlyng. Iscenesættelse: Maria Bernholdt, Sorella Englund, Rose Gad. Anne Marie Vessel Schlüter, Ann Kolvig (børn), Claire Still og Amy Watson. Dirigent: Robert Houssart. - Alternerende besætning. - Spilles også 28. september, 3., 10., 12., 16., 17., 24. og 26. oktober samt 2. november.