Operaen, Store Scene: Premiere på "Don Carlos" af Giuseppe Verdi

            Lidelse, sorg og foragt
                i smukke rammer

ANMELDELSE: Vi ved, at Giuseppe Verdi med et kritisk sind ikke kun kæmpede med tiden i hans epoke, men også mødte sit eget arbejde med en skepsis, der hele tiden var klar til at blive revideret.
Han har ikke redigeret, forkortet, omarrangeret og omtegnet nogen anden af ​​sine operaer så ofte som den, der takket være sin tætte struktur af politiske, religiøse og sociale begrænsninger kommer tættest på det uundgåelige i græsk drama og dermed er blevet dens mørkeste: "Don Carlos"

Slette og tilføje

Næsten tyve år gik mellem begyndelsen af ​​kompositionen i 1865 og den milanesiske opførelse af den fireaktsversion, der er den hyppigst opførte i dag. Undervejs kæmpede Verdi ikke kun med de to sprog, italiensk og fransk, og deres så forskellige udtryksfulde gestus, men forsøgte også igen og igen at opnå det bedste resultat ved at forkorte og omarrangere. Schillers drama er stort set identisk med operaen i ikke færre end syv versioner.
 Jeg har oplevet en version i fem akter i Stuttgart - her i marts 2024. Og det var så lang en udgave, at man til sidst hele tiden ønskede, at der blev sat punktum - selv med gode sangere og en habil dirigent.
 Heldigvis er det en variant med fire akter, som har haft premiere på Det Kgl. Teater.

Schiller har fyret op

Schiller har baseret dramaet på historiske personer og hændelser, og så har han lagt lidt til og nærmest fået to trekants-dramaer ud af det. Og det var nam-nam for Verdi, som havde stor fornøjelse af lade musikken forstørre lidelser, sorg, foragt og fortvivlelse. Og det lykkedes i fortryllende grad.
 Den ene trekant består Kong Filip II (Spanien), hans søn, Don Carlos, og dronning Elisabeth - tidligere fransk prinsesse. Den anden af Don Carlos, dronning Elisabeth og prinsesse Eboli, hofdame hos Elisabeth. Mellem trekanterne rumsterer Rodriko (Marquis Posa) - og er en inspirerende ven for Don Carlos. - Kong Filip har tabt sit hjerte til Elisabeth, som imidlertid elsker Don Carlos, og det er gensidigt. Eboli har også fattet kærlighed til Don Carlos, som dog ikke lader sig rokke fra sin eneste ene, Elisabeth.
 Og Verdi er altså stærkt begejstret for disse rænkespil, hvor blandt andet Filip har opnået Elisabeth - men ikke hendes kærlighed. I forestillinger med fem akter har Spanien sørget for at indgå våbenhvile med Frankrig - men med krav om, at Elisabeth indgår ægteskab med Kong Filip. Således bliver Don Carlos altså Elisabeths stedsøn.

Virkeligheden

Noget af den historie, som denne opera er funderet på er virkelighedens Carlos, som forekom i 1500-tallet - og var småt begavet. Han blev såmænd anset for at være "gal". Filip gjorde ham i 1562 til præsident for statsrådet. Men det var en kikser, og Carlos forlangte at blive statholder i Nederslandene, som der også er vinkler på i operaen. Men Filip fik Carlos arrasteret og sat i fængsel, hvor han døde. - Elisabeth og Filip var begge kun 14 år, da de blev gift, men nogen amourøs forbindelse var der ikke tale om.
 Verdi får bygget musikalske broer og revet dem ned igen, og så bliver der stort set kun ruiner tilbage. Og politikken og det monarkistiske taber til kirken i form af domstolen med Storinkvisitoren i spidsen.

Store krav

Dramatikken kræver også godt skuespil af sangerne. - Helt på toppen er Stephen Milling som Filip II. Han er jo dansker - men i gang med en international karriere. Som bassanger med stort format er der bud efter ham rundt om i verden. Han leverer temperament og elegance på en beregnende og udspekuleret facon. Bravo!
 Stærke i mælet er også Gihoon Kim som Rodrigo og Roberto Scandiuzzi som Storinkvisitoren. Matthew White havde styr på Don Carlos - men med lidt sandpapir i stemmen.

Casting

Hvordan caster man en person, der skal være både afvisende, have glimt i øjet, nedtrykt, virke eksklusiv, nuanceret - og med erotisk udstråling samt en overbevisende stemme? Ja, - helt nemt er det ikke, og det virkede også en smule vanskeligt for Gisela Stille som Elisabeth at leve op til. Der var ligesom ikke dybde nok i hende, og de nedre toner kom ikke rigtigt ud over rampen. Så var der mere vokalt overskud hos Aytaj Shikhalizada, som gav et lysende klart nuanceret portræt i rollen som Eboli.
 Operakoret havde ingen problemer med at imponere. Og dirigenten, Jordan de Souza formåede at svejse enkelthederne sammen til et godt bud på "Don Carlos".
 Det virker helt utroligt, hvordan man kan få en hvid bagvæg til at tage sig ud som store personbilleder, tåget vejr, stuk m.m.. Men sådan var det altså, og dermed blev de enkelte scener rammet smukt ind.
 Det Kgl. Teater har fået hjælp fra 15. juni Fonden til støtte for at kunne hyre Stephen Milling, Gihoon Kim og Roberto Scandiuzzi.
---

******

---

FAKTA

Operaen, Store Scene: "Don Carlos". Musikalsk ledelse: Jordan de Souza. Iscenesættelse: Davide Livermoore. Scenografi: Giò Forma. Kostumedesign: Mariana Fracasso. Lysdesign: Antonio Castro. Videodesign: D Wok. - Alternerende besætning: Filip II: Stephen Milling/Goderdzi Janelidze, Don Carlos: Matthew White/Anthony Ciaramitaro, Rodrigo: Gihoon Kim/Jens Søndergaard, Storinkvisitoren: Roberto Scandiuzzi/Volodomyr Tyshkov, Elisabeth: Gisela Stille/Chiara Isotton, Eboli: Aytaj Shikhalizada/Emanuela Pascu.
Spilles også: 11., 14., 17., og 20. september samt 1., 4., 9., 15. og 19. oktober.

Dronning Elisabeth og Filip II. Gisela Stille og Stephen Milling. Foto: Miklos Szabo

Utroligt, hvad lysdesign kan bruges til - for eksempel billedet. Foto: Miklos Szabo

============================================================================================================