BORNHOLM: PARADIS PÅ KLIPPER
Tre skønne dage på klippeøen
Paradisbakkerne er et af de mange skønne områder på Bornholm.
Hvis man vil ind et sted, hvor der også er gode orienteringstavler, kan det anbefales at køre ad Klintebyvejen. Her kommer man til en stor gård, hvor der kan parkeres - og med tavler, der viser til Kåsegårds Løkker (klipper tæt på jord-overfladen). Et storartet sted, hvor man kan prøve sig selv af og lede efter den sjældne, vilde orkidé, Hylde-Gøgeurt. Den findes i både lilla og gule udgaver, som der også skiltes om. - Hvis man kommer vest fra, ses en stor, hvid gård på venstre side, Kåsegård, ca. 200 metser oppe af en grusvej - og ca. 200 meter før den gård, hvor der kan parkeres.
Vi er her i den sydvestlige del af Paradisbakkerne, hvor grundfjeldet ligger højt. Her beskyttes klippeløkkernes særprægede planteliv, og det tilgroede græsland på højlyngen genskabes ved rydning af træer, så enebær, fyr og ask vinder frem. Et af Danmarks sidste voksesteder netop for Hylde-Gøgeurt.
Ved Kåsegård og Klintegård i Paradisbakkernes sydvestlige del har nogle af Bornholms sidste klippeløkker overlevet udviklingen, og dér kan man stadig finde adskillige af de planter og 9,5 ha af Kåsegård har siden 1997 været fredet for at sikre planterne, og på opfordring fra Dansk Botanisk Forening erhvervede Aage V. Jensens Fonde i 2004 ca. 30 ha ved Kåsegård, og i 2011 yderligere 28,7 ha, for gennem aktiv naturpleje at kunne beskytte et stort, samlet areal med klippeløkker og græsland.
Men der er jo meget mere paradis end Kåsegårds Løkker.
Moseløkken
For første gang har jeg besøgt Moseløkken, som er et arbejdende stenbrud ved Allinge. Et af de få granitbrud, hvor der fortsat arbejdes på Bornholm. De færdige granitblokke sendes til forarbejdning i Rønne. - På kanten af stenbruddet står der et stenhus, "Moseløkkehus", som er bygget af granitsorter fra hele øen. I huset er der en udstilling, som blandt andet rummer en oversigt over Bornholms geologiske struktur. Efter at stenbruddet åbnede, kom der mange svenskere for at arbejde, og de drak en masse spiritus, og man følte det nødvendigt i 1920'erne at etablere et afholdshotel.
Caféer
Jeg besøgte også Fru Petersens Café, som er indrettet i en gammel kirkeskole fra 1908 ved Østermarie, Almindingensvejen 31. I 1993 blev skolen overtaget af Venny og Jens Petersen, som i 1997 åbnede Fru Petersens Café. Her kan man nyde det berømte kagebord med alt inden for kager. Jeg smagte caféens æblekage, og den var fremragende. I 2016 blev der åbnet en lille kagebutik, hvorfra der sælges kager ud af huset.
Eftermiddagskaffe med kage til er ganske nødvendigt for mit velbefindende. Så jeg skulle også finde andre steder til denne nydelse. - I Gudhjem gik jeg gennem byen ned til havnen og dér fra videre mod nordvest. Her fandt jeg "Norresan Gudhjem", hvor man kunne sidde uden for. Kaffen var god og kagen ligeledes - men minimal til prisen.
I Snogebæk hos Kjærstrup Chokolade, hvor man blandt andet producerer flødeboller, var kagen, jeg valgt et kaffen, en rund størrelse med karamel-indhold. Den smagte fortryllende.
Vang
Mellem Hasle og Sandvig ligger Vang ved vestkysten. Her er der en restaurant og caféer. Og ikke meget andet ud over at være kønt. I "gamle dage" levede man her af fiskeri. Mænd tog på havet og fangede sild, torsk og laks. Konerne passede børn og husholdninger - men skulle også sørge for at holde fiskegarn i god stand.
Flemming Møller
I Gudhjem kan jeg ikke gå forbi Figenhuset uden at kigge inden for. Her møder man kunstmaleren, Flemming Møller, som har fremført, at han altid har haft lyst til at male. Det har han gjort siden barndommen. Da han fyldte 15 år, opfyldte hans mor det eneste reelle ønske, oliefarver og pensler. Og så begyndte hans lange rejse. Ved uddanelse i Rønnes største farvehandel fik han en solid ballast. Siden kunne han ikke få arbejde på Bornholm og rejste til København. Så fik han færden af Læsø og malede udelukkende motiver fra Læsø sideløbende med, at han arbejdede som farvehandlerkommis og indledte sin karriere som landskabsmaler. - En succesfuld kælder-udstilling tæt på havnen i Gudhjem i 1984 gav ham for alvor tro på, at drømmen om kunst på fuld tid kunne blive virkelig. - Figenhuset ligger stille hen uden for sæsonen - men vågner op for at følge bylivets rytme, fra det øjeblik de første gæster kigger indenfor.
Lilleborg
Lilleborg er et borganlæg fra middelalderen i Almindingen på Bornholm. Lilleborg menes at være den kongelige borg, som blev opført midt i 1100-tallet under striden mellem ærkebiskoppen af Lund, Jakob Erlandsen, og kong Christoffer 1. Kongen ønskede hermed at demonstrere sin magt. I 1259 blev borgen erobret og antagelig ødelagt. Fund af brændt tømmer kan tyde på en ødelæggelse af borgen.
Lilleborg henligger i dag som ruin med Borresø omkring. Den gennemgik en gennemgribende restaurering 2006-2012, hvor murene blev frilagt og sikret. I forbindelse med restaureringerne foretoges arkæologiske udgravninger, der viste, at der under borgen ligger anlæg fra yngre stenalder. Desuden fandt man under den middelalderlige borg spor af et tykt brandlag, der dateres til tidlig germansk jernalder (ca. 350-550 efter vores tidsregning).
Dueodde
Stranden på Dueodde er i år, 2024, kåret som en af verdens allerbedste 50 strande. Man kan for eksempel køre ad Skrokkegårdsvejen. For enden af vejen er der god p-plads og en restaurant. Der er adgang til stranden ad en træbelagt sti over et vådområde. Og så er man fremme ved den storartede strand.
Langebjerg og Hammersø
Når jeg er på Bornholm, skal jeg altid lige et smut forbi Langebjerg ved Sandvig. Langebjerg er en aflang klippe, hvorfra der er et godt kik til havet.
I øvrigt bor jeg altid tæt på Langebjerg på mine bornholmerture - nemlig på Hotel Hammersø, som netop ligger klods op ad Hammersø. Området er lækkert - og værelserne helt perfekte. Jeg foretrækker også at spise på hotellet. Man spiser eventyrligt dér. Og restauratøren har solid forstand på, hvilken vin der egner sig til de enkelte retter. Sidst, jeg var dér, kostede en vinmenu med tre vine 175 kr. - og var alle pengene værd. Der er også ypperlig kunst på væggene. Jeg vil helt sikkert vælge Hotel Hammersø, hvis jeg igen skal på ekspedition til øen.
Diverse
============================================================================================================