Den Jyske Opera har kogt besætningen i "Werther" ned til fire personer. Foto: Anders Bach
DEN JYSKE OPERA: Werther
Se dig selv på scenen
ANMELDELSE: Den Jyske Operas opsætning af Jules Massenet's opera, "Werther" er sat til at foregå i nutiden uanset, at Massenet satte handlingen til at finde sted omkring 1780 i Frankfurt am Main. Instruktøren, Den Jyske Operas afgående chef, Philipp Kochheim, påpeger, at operaen taler til alle. Os. Dig og mig. Med de situationer, man gennemlever med glæder, illusioner, skuffelser o.s.v.. Og så er det unødvendigt at skrue indholdet tilbage til fortiden. - Jamen det kan instruktøren da godt have ret i.
Kochheim mener også, at "Werther" ikke bare er endnu en opera - men "essensen af alle operaer". Med kærlighed, had, jalousi, desperation og håb. Ja, - og hvad så? Det er for let at påpege disse kendsgerninger. Som at skumme fløden i stedet for at betone det inderste i de enkelte mennesker, - deres sjæl, når han nu så gerne vil forklare, hvad han har insisteret på. - I samme moment fremhæver Kochheim også, at vi her har et forløb uden filter, hvilket man som tilskuer ikke oplever, fordi det hele er alt for overfladisk.
Lille besætning
Den Jyske Opera eller instruktøren - eller begge har ladet opsætningen fyre op til kogepunktet, så alle små roller er fordampet. Der er kun fire medvirkende tilbage. - Måske af sparehensyn? En billig udgave til turnéen?
Charlotte lovede i forbindelse med moderens død at ville ægte den rige Albert. Og de bliver gift. Men så dukker digteren, Werther, op, og ud af ingenting bliver han forelsket i Charlotte, og det er gengældt. Dermed opstår der et trekantsdrama, som operaen skal leve af. Og det udelukker, at der også er plads til Charlottes lillesøster, Sophie, som ligeledes er forelsket i Werther.
Da Charlotte på ulykkelig vis lover at holde ordet til moderen, må Werther give afkald på sin elskede, og så skyder han sig med en pistol, han har lånt af Albert.
Fremførelsen
Den Jyske Opera byder ikke på kendte sangere i "Werther". Men det betyder jo ikke, at de ikke kan præstere.
Rollerne er dobbelt besat. Da jeg så "Werther" på Det Kgl. Teater, Gl. Scene, var det Angelos Samartzism, der havde partiet som Werther, - lidt rusten i stemmen men ellers ganske habil. Marie Seidler spillede Charlotte på kompetent facon uden at imponere. Og Anton Eriksson var ikke ueffen som Albert. Eva Zalenga lyste op i det lille parti som Sophie.
Dirigenten, Christopher Lichtenstein, har jeg lyttet til tidligere. Han havde fuldstændig styr på Massenet over for Copenhagen Phil
Scenebilledet repræsenterede Alberts rige borgerhjem - lidt sterilt og naturligvis med et 64 tommer TV - eller mere.
Efter Massenets succes med "Manon" fulgte tre fiaskoer. Og på et tidspunkt rejste han til Bayreuth og oplevede Wagners "Parsifal". Da han samtidig blev opmærksom på Goethes digte over "Den unge Werthers lidelser", besluttede han sig til satse på "Werther". Og hans musik læner sig en smule op af Wagners - men har dog sin egen stil. Kompositionen er dejlig med diverse skønne ledemotiver
---
******
---
============================================================================================================