STUTTGART - KUNST | sklassisk.dk

STUTTGART - KULTUR

STAATSTHEATER STUTTGART

Jeg havde nogle uger før min rejse til Stuttgart haft et godt samarbejde med byens operahus via pressechefen, Sebastian Ebling. Således havde jeg billetter til "Elekta", "Rigoletto" og "Don Carlos".

Fra venstre Agamemnon, der egentlig skulle ligge død i et stort badekar på scenen, forhindrer Elektra i at ramme Klütemnestra med en økses. Foto: Martin Sigmund

Det digitale ur er gået mod nul, og Orest skyder sin mor og hendes elsker. Foto: Martin Sigmund

ELEKTRA

Sofokles (ca. 496 f.Kr.-406 f. Kr.) er kendt som en af tre store græske tragedie-digtere. Han skrev mere end 100 skuespil - ikke mindst "Elektra". Modsat sine kolleger på den tid beskæftigede Sofokles sig specielt med personers psykologiske adfærd. Og det var på denne baggrund librettisten, Hugo von Hofmannsthal, udarbejdede librettoen til "Elektra" med musik af Richard Strauss, der ellers ligesom var kørt flad efter at have skrevet musikken til "Salomé" - men lod sig ovetale af von Hofmannsthal, hvilket førte til en fremragende, moderne komposition.

En Konwitschney-produktion

Operaen foregår i en stor lejlighed, hvor Elektra og hendes søster, Chrysotemis, holdes indespærret af deres moder, Klytaimnestra, som sammen med sin elsker, Aegeisthos, har dræbt pigernes far, Agamemnon. - Pigernes bror, Orestes, er ikke hjemme.
Elektra er bristefærdig af had til moderen og hendes elsker. Og sandheden er jo også, at Elektra vil dræbe moderen og elskeren. Men søsteren tør bare ikke være med. Derfor håber Elektra, at broderen vil vende hjem og hjælpe hende med at hugge hovederne af de to fjender.
Orestes meldes død. Men det tror Elektra ikke på, og han dukker da også op. Og så dræbes Klytaimnestra og Aegeisthos. Med en pistol.
Richard Strauss' musik spiller sin helt egen, store rolle. Den tilfører kolossal næring til samtlige 105 minutter med "Elektra". Og ledemotivet, som ustandseligt dukker op, giver en galaktisk volumen. - Nogen vil mene (jeg kender i hvert fald et par), at Strauss-noderne virker, som om de har været igennem en blender. Ja! Sådan er det!
Det var den meget vovede Peter Konwitschney, der stod for iscenesættelsen, som foregik i en stor stue med en sofa og to lænestole. Nu er Richard Strauss i denne opera en udfording for sangerne. Kvinderne nærmest skriger undervejs. Og nogen, der ikke kender operaen på forhånd og ser den for første gang, står sikkert af.

Sangerne

En god dansk bekendt, Irene Theorin, sang rollen som Elektra. Og hun havde den fulde kontrol i stemmeføringen. Violeta Urmania havde partiet som Klütemnestra, og det klarede hun godt på sangsiden - men var ikke særlig god t det dramatiske. Simone Schneider havde habile indslag som Chrysothemis. Den musikalske ledelse sørgede Cornelius Meister for med sikker hånd.

RIGOLETTO

Operaen, "Rigoletto", er en hjerteskærende og spændingsfyldt fortælling om hævn, magt og begær. Hovedpersonernes store følelser medfører, som det ofte er tilfældet i operaer, vildfarelse, sorg og død på en måde, der kalder på publikums medfølelse. Kampen mellem det gode og det onde bliver til et morads, fordi ingen forbliver moralsk uskyldige.
Hofnarren, der bærer samme navn som operaen, arbejder for hertugen af Mantua. Som hofnar er han ansat til at skulle underholde på en grovkornet, hånende og spydig måde.
For Rigoletto er datteren Gilda livets eneste lyspunkt, og han forsøger efter bedste evne at passe på hende. Det mislykkes dog på tragisk vis, og hofnarren ender livet ulykkeligt og alene.

Fremragende idéer

Verdi havde de bedste idéer og tanker, da han skrev operaen. En fremragende komposition. Og er besætningen på plads i et stort operahus som det i Stuttgart, er alt jo fuldendt. De største roller var skønne og farverige - på nær i et tilfælde - nemlig rollen som Hertugen af Mantova. I programmet blev det forklaret, at Kai Kluge her havde rolledebut. Og han faldt noget igennem. Han forklarer Gilda, Rigolettos datter, at han er en fattig student, og sådan tog han sig også ud. Der var intet gestligt over ham. Og han var ikke sikker i det høje toneleje. Så gik det meget bedre for Beate Ritter som Gilda. Ingen slingren i valsen - men præcis og toptunet. Devid Ceconi var udmærket som Rigoletto. Mens Goran Juric som morderen, Sparafucile, og hans søster, Maddalena med Itzeli Jáuregui i rollen begge var tilfredsstillende. Nil Venditti dirigerede, og man kan her indføre, at orkestre af og til overdøver sangere. Men Stuttgarts herrekor var oppe i høj volumen og vandt over musikken.

Gilda og hendes far, Rigoletto. Foto: Martin Sigmund

DON CARLOS

Vi ved, at Giuseppe Verdi som et kritisk sind ikke kun kæmpede med tiden i hans epoke, men også mødte sit eget arbejde med en skepsis, der hele tiden var klar til at blive revideret.
Han har ikke redigeret, forkortet, om-arrangeret og omtegnet nogen anden af sine operaer så ofte som den, der takket være sin tætte struktur af politiske, religiøse og sociale begrænsninger kommer tættest på det uundgåelige i græsk drama og dermed er blevet dens mørkeste: "Don Carlos".
Næsten tyve år gik mellem begyndelsen af kompositionen i 1865 og den milanesiske opførelse af den fireakterede version, der er den hyppigst opførte i dag. Verdi forsøgte igen og igen at opnå det bedste resultat ved at forkorte og om-arrangere. Schillers drama er stort set tro mod operaen i ikke færre end syv versioner.

En lang version

I Stuttgart bruger man en version med fem akter. En lang sag. Og opsætningen var lidt forvirrende. Den ene af de kvindelige medvirkende tog pludselig en saks og klippede en del af sit lange, sorte hår af. Og så lignede hun en anden kvinde med sort hår, og det var vanskeligt at se, hvem der var hvem.
Jeg vil overordnet påpege, at der var castet på bedste vis til alle de store roller: Philipp II: Adam Palka. Don Carlos: David Junghoon Kim (han ligner en dværg). Marquis von Posa: Johannes Kammler. Storinkvisitoren: Gianluca Buratto. Elisabeth af Valois: Olda Bisuioc. Prinsesse Eboli: Diana Haller. - Det hele dygtigt dirigeret af Valerio Galli.

Rigoletto og Stuttgarts operas herrekor. Foto: Martin Sigmund

Her må Don Carlos deklamere, at hans elskede Elisabeth er blevet gift med hans far - og derved er blevet hans mor. Foto: Martin Sigmund

Et møde mellem Elisabeth til venstre og Marquis von Posa i midten. Foto: Martin Sigmund

===================

STAATSGALERIE STUTTGART

I mine få dage i Stuttgart var jeg hel sikker på, at jeg meget gerne ville besøge Staatsgalerie Stuttgart. Jeg havde på forhånd allieret mig med galeriets pressechef, Diana Maier. Og det blev til en storartet dag i galeriet, hvor der blandt andet var en særudstilling med kunstneren, Amedeo Modigliani (1884-1920). Jeg har i årtier haft begejstring for kunst fra tiden 1870-1930. Og så er det jo passende her at kunne vise nogle billeder, jeg synes godt om, fra Staatsgalerie Stuttgart.