Bayerische Staatsoper

                                       "Rosenkavaleren"

Barrie Kosky har iscenesat denne komedie for musik af Richard Strauss. Kosky kan godt være lidt utreret - men har her holdt sig på måtten.
 Det hele er centreret omkring Feltmarskalinden, som har en ung elsker, Octavian, og en grov fætter, Baron Ochs, som snuser efter enhver dame, der passerer ham.
 Feltmarskalinden lever i sin egen verden i stor frygt for den tiltagende alder, som vi jo alle er udsat for. Men hun ved, at elskeren vil finde en yngre og smukkere en at dele livet med.
 Noget helt andet er, at Baron Ochs som nævnt er en grovkortet person. Og så er det bestemt et fejlgreb, at lade ham fremstå som en pæn kontorchef, som slet ikke virker frastødende. Hele vejen igennem er han en meget bleg udgave af et vederstyggeligt væsen. - Rollen blev spillet af Brindley Sherratt, der såmænd sang udmærket. Og Feltmarskalinden havde gode kår hos Jaqueline Wagner. Samantha Hankey som Octavian spillede og sang godt og erobrede til sidst den unge Sofie. Og hele sangerkorpset fungerede glimrende.

Alle sejl sat til. Med Octavian (t.v.) og Sofie samt den engel, der hele tiden dukker op. Foto: Geoffroy Schied

                               "Den flyvende Hollænder"

Peter Konwitschny! Ham skal man passe på! Han er utilregnelig. Én ting er, at han lader Dalands og Hollænderens skibe og landgangsbroer møde hinanden. Fint nok. Noget andet er, at han i 2. akt har slettet pigerne, der sidder og synger mens de spinder. Her har han ladet hver pige sidde på en kondicykel og jolle rundt - stationært og hele scenen. Han er altså flygtet fra Richard Wagners regi til vore dage, uden der synes at være en gyldig grund til det. Og til sidst, da Senta skal springe ud fra en klippe, for at møde   Hollænderen i Himmelen, lyder der at stort brag, og der bliver mørkt. Klippen er der ikke, og den ellers så smukke melodi-afslutning høres kun svagt fra en båndmaskine. Ærgerligt!
 De to sejlere synger fremragende. Franz--Josef Selig som Daland og Nicholas Brownlee som Hollænderen. Den kvindelige hovedperson, Senta, spilles af Camilla Nylund, som ikke har den store udstråling og må klemme til for at nå op i tonehøjderne. - Den forsmåede Erik synges glimrende af Benjamin Bruns.
Bayerisches Staatsorchester er blandt verdens allerbedste orkestre i udformninger alt efter dirigenterne - men aldrig under det sublime.

Typisk Peter Konwitschny. 2. akt med - ikke spindepiger - men kondipiger. Foran i blåt, Camilla Nylund (Senta) med et billede af den mand, hun er tiltrukket af (Hollænderen). Foto: Geoffroy Schied

                                                                                                                                       ISARPHILHARMONIE

München smykker sig med flere storartede orkestre - blandt andre Münchner Philharmoniker, som jeg oplevede ved en koncert i Isarphilharmonie under ledelse af den litauiske dirigent, Mirga Grazinyté-Tyla, som ikke er større end et fnug - og dirigerer med hele kroppen. Og dirigere, det kan hun - på et højt plan.
Det drejede sig om Béla Bartóks "Divertimento for strygeorkester", som er en blød mellemvare i tre satser.
 Dertil "Koncert for violin og orkester i D-mol" af Robert Schumann med Vilde Frang på violin. Og hun ved, hvordan man trakterer instrumentet. Hold da op. Ja, - op på højeste niveau.
 Slutteligt blev der budt på Schumanns "Symfoni nr. 1 i B-dur" - også kaldet "Forårssymfonien". Og igen gav Grazinyté-Tyla publikum en fantastisk fornøjelse.

Münchner Philharmoniker med Vilde Frang i rødbrun kjole og til venstre for hende, Mirga Grazinyté-Tyla.

============================================================================================================