Operaen, Holmen: Repremiere på Rossinis opera, "Barberen i Sevilla"

        En opsætning med
       betænkelig distance

ANMELDELSE: Da "Barberen i Sevilla" havde premiere på Det Kgl. Teater, var det med Martin Lyngbo som iscenesætter. Det var første gang, han forsøgte sig inden for opera. Altså en ren novice. Nu har der så været repremiere med Line Kromann som instruktør efter Martin Lyngbos regi.
 Lyngbo har først og fremmest skåret ned i musikken, og operaen har såmænd ikke taget skade af at være blevet en halv time kortere. Således har forløbet i handlingen også fået beskæringer, og det har givet lidt koks omkring kontrakten om ægteskab, hvor den ældre formynder for Rosina, Doktor Bartolo, vil giftes med hende - men snydes, så hun i stedet får sin elskede Grev Almaviva. Blandt andet her burde dramaturgen, Helge Engelbrecht, have grebet ind!

Distancen

Hvad gør man så, når man gerne vil distancere sig fra traditionelle opsætninger af Barberen?
 Martin Lyngbo har ønsket at fokusere på kvalitet, som kan behage og tilfredsstille publikum på en aparte facon. Han har fjernet sig fra Rossinis 1700-tal og satset på tiden omkring 1910 og stumfilmens epoke - underbygget af scenografiens blege farver. Og hertil får man en ledetråd, når sanglæreren, Basilio, farter rundt i en dragt med korte bukser og ærmløs tricot ud i ét som en anden Buster Keaton. Ret komisk!
 Når Figaro kommer op fra en kælder i operaens indledning, skyldes det, at Lyngbo har gjort ham til en vagabond-lignende person fra middelklassens nederste stade. Figaro udraderer Sevillas rigtige barber og stjæler hans kittel, og så kan Figaro udgive sig som byens barber. Er det skideskægt? Egentlig ikke, selv om det er ment som tilskud til en komisk opera.

Slapstick

Lyngbo har - ikke overraskende - bedt sangerne om at lave slapstick-komik. Og det synes at være ret ekstremt, at de skal håndtere slapstick og koreografi samtidig. Det udarter sig til at være overfladisk frem for ægte udfoldelser, når de også skal koncentrere sig om de sanglige præstationer.
 Plottet er centreret omkring greven, Rosina og Figaro, så de øvrige roller bliver en slags bifigurer - i relation til musikforkortelsen.
 Nogen egentlig erotisk atmosfære mellem Rosina og greven, kunne man ikke fornemme.
 Gæster, som har været til opera for første gang og oplevet "Barberen i Sevilla", er sikkert gået glade hjem og har ikke ladet sig overmande af den blege baggrundstapet og sterile mærkværdighed.

God sangteknik

Imidlertid var det glimrende sangere, der stod på plakaten. Dean Murphy havde pondus og overskud som Figaro. Og Patricia Nolz var klinisk ren og elegant som Rosina. Dertil rollen som Grev Almaviva i skikkelse af det særlige navn, Sunnyboy Dladia, i solid udgave.
 Morten Staugaard i det forvrøvlede parti som Doktor Bartolo fremstod ret overbevisende. Mens Basilio hvilede sikkert hos Tae Jeong Hwang.
Matteo Beltrami fornøjede som dirigent med et godt bud på Rossinis komposition.

---

******

---

FAKTA

Det Kgl. Teater. Operaen. Repremiere på Rossinis opera, "Barberen fra Sevilla". Musikalsk ledelse: Matteo Beltrami. Iscenesættelse: Martin Lyngbo. Instruktør ved genopsætning: Line Kromann. Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund. Koreograf: Kristján Ingimarsson. Lysdesign: Ulrik Gad. Dramaturg: Henrik Engelbrecht.
Spilles også: 9., 18., 21., 23., 25. og 28. februar, 2., 6., 22., 27. og 29. marts samt 1., 4. og 8. april.
Alternerende besætning: Figaro: Dean Murphy/Theodore Platt. Rosina: Patricia Nolz/Valerie Eickhoff. Grev Almaviva: Sunnyboy Dladia/Liam Bonthrone. Doktor Bartolo: Morten Staugaard/Tiziano Bracci. Basilio: Tae Jeong Hwang/Henning von Schulman/Kyungil Ko. Berta: Frederikke Kampmann TayaLukashova. Notar/Officer: Fredrik Rolin/Magnus Berg. Pianist: Thomas Bagwell.

============================================================================================================