OREMANDSGAARD KAMMERMUSIKFEST

Mange gæster kommer altid længe inden, festen begynder i den gamle Husflidsskole til en hyggelig stund, inden musikken tager fat.

  Særdeles levende lydbilleder


          Oremandsgaard Kammermusikfest i en skov syd for Præstø

ANMELDELSE: En lyd! Hvad er nu det? Et horn? Ja!
Mens publikum sad og ventede på, at Oremandsgaard Kammermusikfest i den gamle Husflidsskole i skoven ved Kragevig syd for Præstø skulle begynde, hørtes der nogle minutter før denne en hornstemme. Måske ikke overrumplende. Det stod jo i programmet. Men alligevel ..... Hornmusikken er skrevet af komponisten, Hans Abrahamsen, og er dedikeret til Kirsten Hage, mor til den nuværende ejer af Oremandsgaard, August Hage. Hornet førte tankerne hen til skoven en morgenstund - og videre til en aften med tusmørke. Og Hans Abrahamsen kunne da også, da Sjællandske talte med ham, fortælle, at skoven ved Kragevig havde inspireret ham til horntonerne. Det er en enkel komposition, lidt søvndyssende, lun og naturlig. - Niklas Mouritsen spillede på hornet.


Til sagen


Den egentlige musikfest indledtes med tre Fantasistykker for cello og klaver af Robert Schumann fra 1849, hvor han sammen med hustruen, Clara, befandt sig i Dresden, som var overmandet af voldelig politisk uro, der i sidste ende tvang Robert Schumann til at flygte ud på landet, hvor han komponerede de tre stykker, som dog ikke kom til at bære præg af situationen. Stykkerne har en idyllisk karakter, som synes at betegne en længsel efter harmoni og afsondrethed. Schumann havde oprindelig klarinetten i tankerne til stykkerne, og så kom violin og cello ind i billedet.
 Med Marianna Shirinyan ved flyglet og Torleif Thedéen på cello fik Schumann vinger at flyve med. De to løftede stykkerne op til en himmelsk atmosfære. Intelligent og præcist med rytmisk skarphed.
 Så fulgte Traumlieder for klavertrio af Hans Abrahamsen i et arrangement tilegnet Trio con Brio, som netop stod på scenen i Husflidsskolen. En trio med Soo-Jin Hong på violin, Soo-Kyung Hong på cello og Jens Elvekjær på klaver. Og med disse Traumlieder er Abrahamsen i en genre helt for sig selv. Måske har han netop drømt - og i givet fald noget ganske specielt - og sat det på noder. Drømmene blev sendt ud i lokalet af trioen, og så kunne hver enkelt afkode drømmeindholdet. Der var noget melankoli over foretagenet - og så en art: Nu kommer jeg her. Hvor skal jeg hen? Dertil var det, som om musikken stod stille, - som en stenstøtte - og pludselig blev desparat. Indimellem møvede tonerne sig frem, som skulle de slå en hel hær omkuld.
 Altsammen meget sentimentalt fra Abrahamsens hånd. Og ganske naturligt har han valgt Trio con Brio, som favner meget bredt. Trioen var særdeles udtryksfuld, og det blev således til en hudflettende og brændende energisk oplevelse.


Efter pausen


Nadia Boulanger, fransk komponist, musikpædagog, organist og dirigent, var på programmet efter pausen med Tre stykker for cello og klaver. Vi er her ovre i den lidt mere flade afdeling uden eksplosioner - men frisk og luftig. Og Elvekjær og Soo-Kyung Hong var ikke i tvivl om, hvordan sagerne skulle leveres. Det blev til en levende og elegant affære.
 Der blev afrundet med Klaverkvartet nr. 3 i c-mol færdiggjort af Johannes Brahms i 1875. Denne kvartet kaldes undertiden Werther-kvartetten efter Goethes "Den unge Werthers sorger". Og man kan godt konstatere, at kvartetten har noget lidende over sig. Undervejs prøver instrumenterne ligesom at komme op til overfladen - men holdes nede af sørgmodige tilstande. Musikerne, Shirinyan, Soo-Jin Hong, Michael Grolid (bratsch) 0g Torleif Thedéen, argumenterede flot for Brahms' hensigter. Her var tale om en rå og upoleret fremførelse - klokkeklar og raffineret.
 Aftenen gav dermed særdeles levende lydbilleder. En fryd for sjælen!

Komponisten, Hans Abrahamsen, er et bærende element i dette års

Oremandsgaard Kammermusikfest.

==========================================================================================================