KATJA KABANOVA - 18.09.22

Katja Kabanova. Buret inde. Foto: Camilla Winther

 

  Det Kgl. Teater, Gl. Scene: Premiere på operaen af Leos Janácek, "Katia Kabanova"

 

      Et helvede med vinger


              Musikken synger for sig selv blandt hovedrollerne


ANMELDELSE: Vi kender alle det dér med diktatur, hvor afvigere prygles og trædes ned. Det kan også være en noget mildere grad, hvor der er tale om mobning, når nogen skubbes ned i sølet, som det kan ske på arbejdspladser og i skoler.


Diktatoren


I "Katja Kabanova" er der bestemt også en diktator og stormobber. Enken, Marfa Kabanova (Kabanicha). Svigermoder til Katja Kabanova, som er gift med sønnen, Tichon. Den rige Kabanicha styrer sit hus med hård hånd. En diktator uden lige. Det får Katja at føle ustandseligt. Og det er det rent psykiske, som er hårdtslående. Katja bliver mobbet ned i gulvbrædderne. Det er et helvede at stå op til hver dag.


Englen


I Damiano Michielttos iscenesættelse på Det Kgl. Teater dukker der en rødklædt engel op. Englen følger Katja rundt på scenen. Og det kan man forstå som en metafor. Hun ønsker at flyve væk fra sit fængsel.
Sideløbende er der så også den kendsgerning, at Katja er forelsket i en anden end sin mand. Nemlig Boris, der er nevø til købmanden, Dikoj, som Boris bor hos. Således kan man beskylde Katja for at være en synder og gå efter erotikkens præmisser!? Men hun virker alligevel fuldstændig ren og uskyldig, fordi man må forstå hendes reaktioner på baggrund af følelser.


Fængslet


Scenografien af Paolo Fantin er meget enkel. Hvide vægge og en stor sofa plus et stort bur, som kommer ned fra loftet - og til sidst mange bure. Her er vi igen ovre i en metafor. Buret netop som et fængsel.
Som det sker mange gange i den nutidige hverdag, ødelægges Katja mentalt. Der levnes ingen udvej. Hun begår selvmord.


Perfekt helhed


Blandt sangernes udfoldelser på tjekkisk, er musikken medvirkende med sit helt eget tone-sprog.
Janácek fortæller på sin side en historie med musikalsk dramatik og inderlighed. Og når det indimellem går hårdt til på scenen, lyder musikkens sprog med forte fortissimo, - altså meget kraftigt. En helt igennem genial musik. Og når sangerne så sideløbende får lov til at køre deres løb uden at bliver overdøvet, fremstår helheden ganske perfekt.
 Sangerholdet benytter lejligheden til at fremføre en hudflettende demonstration. Gisela Stille var en gevinst som den skrøbelige Katja. Og Johanne Bock buldrende og ækel som Kabanicha. Med et brændende energisk udtryk optrådte Gert Henning-Jensen som Boris. Jens Christian Tvilum skulle have sunget partiet som Tichon, men på grund af sygdom indtrådte Paul Curievici, og det klarede han godt. Kudrasj, lærer og kemiker, - en rolle, som Jacob Skov Andersen varetog på bedste manér i samspil med Varvara, plejedatter hos Kabanicha, som lå solidt i hænderne på Olga Syniakova. Og så var der bonus fra Petri Lindroos som Dikoj.


Lydbilledet


Dirigenten, Mikael Boder, holdt orkesteret i stramme tøjler og gav et realistisk bidrag til lydbilledet.
Janácek leverer overordnet en enestående beretning om, hvordan det psykiske tager magten og dræber en sjæl. Han ledsages fortræffeligt af Michielettos iscenesættelse.
Janácek fik måske inspiration fra, at han i en periode havde en ulykkelig forelskelse i en 25-årig kvinde. Selv var han 63 år. Kærligheden blev ikke gengældt.


---


******


---


FAKTA


Det Kgl. Teater, Gl. Scene: Premiere på "Katja Kabanova" af Leos Janácek (1854-1928). Musikalsk ledelse: Michael Boder. Iscenesættelse: Damiano Michieletto. Instruktør ved genopsætning: Eleonora Gravagnola. Scenografi: Paolo Fantin. Kostumedesign: Carla Teti. Lysdesign: Alessandro Carletti. Koreografi: Chiara Vecchi.
Alternerende direktion: Michael Boder/Nick Fletcher.
Operaen er sat op i samarbejde med Glyndebourne Festival.
Spilles også 21. september samt 2., 5., 11. og 15. oktober.

Rent symbolsk forsøger Kabanicha (Johanne Bock) også at ødelægge vingerne på englen, så Katja ikke kan flyve væk. Her Troels Kortegaard Ullerup i den stumme rolle. Foto: Camilla Winther

============================================================================================================