DEUTSCHE OPER BERLIN

       DEUTSCHE OPER BERLIN


             I denne ombæring med to gange Verdi og én gang Beethoven


Jeg føler mig priviligeret! Jeg har fripladser i flere tyske operahuse. For eksempel i Deutsche Oper Berlin. Begrundet med mit virke som journalist inden for den klassiske musik.
Jeg besøger Berlin ca. én gang hvert år. Senest har jeg oplevet tre operaer. "Rigoletto" af Giuseppe Verdi, "Fidelio" af Ludwig van Beethoven og "Nabucco" - også af Verdi.

Bag stolesæderne ses Rigolettos lejlighed med Gilda og Greven af Monterone. Foto: Bernd Uhlig

                             RIGOLETTO


Denne opera er blandt de mest opførte i hele verden. Og jeg er ikke bange for at kalde dette værk for en geni-streg i lighed med "Trubaduren" og "La traviata". Musikken er fremragende. Og opsætningen i Berlin er meget speciel.
Lige før forestillingens begyndelse fyldes scenen med folk, der for åbent tæppe sætter sig på brede rækker med sæder vendt ud mod salen. Altså publikum mod publikum. Instruktørens mening er måske, at scene-folket ser ud mod nutiden, mens publikum i salen ser ind på billeder fra Italien fra 1500-tallet, hvor operaen ifølge Verdi foregår i Mantova. Nu er der så lige den konstatering, at de kostumer, der benyttes, til forveksling ligner de tekstiler, folk ifører sig i dag. Så derfor må det siges, at det er nutid mod nutid.
Hist og her hæver scene-teknikken de bagerste stolerækker, og så ser man ind i domænet, hvor hofnarren, Rigoletto, har sine gemakker, hvor han vogter over sin datter, Gilda, som imidlertid "røves" af Greven af Mantova, der farer rundt efter ethvert kvindeskørt.
Narren betaler Sparafucile for, at denne skal dræbe Greven. Og selv om Greven har begivet sig videre mod den næste kvinde, Sparafuciles søster, Maddalena, overgiver Gilda sig som en slags pant og lader sig dræbe i stedet for Greven. Dermed er Rigoletto en færdig mand!
Som det oftest er tilfældet, var besætningen også denne gang et stykke over middel på alle pladser- Men det kan hen ad vejen virke noget malplaceret med de mange stolepladser. Livets gang er selvfølgelig, at mange pladser rømmes. Vi visner og dør - og nye kommer til.

Leonore/Fidelio i fangekælderen. Foto: Bernd Uhlig

                                 FIDELIO


Beethoven komponerede kun en enkelt opera, "Fidelio". Og efter min smag havde han ikke flair for at få det til at hænge ordentlig sammen. Hvilket han vist også selv registrerede. Og det betyder jo ikke noget. Han skrev en masse anden vidunderlig musik.
Beethoven prøvede sig frem med "Fidelio". Den første premiere faldt ikke i publikums smag. Det gjorde den anden heller ikke. Det tredje og sidste forsøg blev uropført i Wien i 1814 og blev endelig modtaget med begejstring. - Indledningen til "Fidelio", ouverturen blev efterhånden skrevet i fire forskellige udgaver. Og det er vist sådan, at det for det meste er nr. 1, der benyttes rundt om i verden.
Opsætningen på Deutsche Oper fejler bestemt ikke noget. Man ser et højt og langt bord i et fængsel. Og neden for bordet sidder en masse fanger, der alle er iført store, hvide masker - altså ens numre i mængden. Fangevogteren, Rocco, får hjælp af en frivillig, Fidelio, som i virkeligheden hedder Leonore - og som leder efter sin tilfangetagne mand, Florestan, der åbenbart er uskyldig - men dømt af den onde fængselsinspektør, Don Pizarro, som også agter at dræbe Florestan. Men så ankommer ministeren, Don Fernando, lige, da Florestans grav er gravet. Ministeren genkender endog sin ven - netop Florestan. Og så bliver fængselsinspektøren ført væk. Undervejs har Roccos datter forelsket sig i den forklædte Leonore/Fidelio.
Det hele tager sig ret voldsomt ud på gravpladsen i 2. akt.
Stemmemæssigt var der såmænd ingen vaklen i geledderne. Men musikken har umiddelbart ikke store udfordringer for sangere. Man kan vel godt sige, at kompositionen er lidt sløv.

En slags mur mellem dem og os. Mellem jøderne og babylonerne. Foto: Bernd Uhlig

                              NABUCCO


En af Vedis første operaer, "Nabucco", fik straks ved urpremieren i 1842 succes. Allerede her benyttede Verdi sig af det swing, som høres i mange af hans senere operaer med takten dum-dumdumdum-dumdum-dum. Et Verdi-kendetegn med ledemotiver er også til stede i "Nabucco"
De første to dele af operaen løftes flot af musikken. Efter pausen er det en mere stillestående affære.
Historien bygger på babylonere mod jøder. Babylonernes konge, Nabucco (Nebukadneser), har magten og bekender sig til en afgud. Men kongens datter, Ferena er i jødernes besiddelse, og ypperstepræsten, Zaccaria, er parat med en kniv for at skære halsen over på hende, hvis babylonerne angriber, men hun befries af Ismael, som er nevø af Jerusalems konge. Ferena og Ismael er forelskede i hinanden. Og så skal der naturligvis drama til. For Ferena har en søster, Abigail, uægte og i virkeligheden en slavinde, som også har kærlighed rettet mod Imael. Der sker så en hel del, hvor Abigail forsøger at tage magten fra Nabucco, hvilket også lykkes kortvarigt. Men så overgiver Nabucco sig til jødernes tro og tager magten tilbage, og Abigail lukkes ude. Og det sker helt bogstaveligt i Deutsche Oper, hvor en mur slutteligt lukker sig omkring folket, mens Abigail står uden for og banker på, men der bliver ikke lukket op.
Jeg vil fastslå, at sangerholdet blandt de tre operaer, jeg oplevede, var det svageste i "Nabucco"-opførelsen - uden at der overhovedet var tale om en bundskraber.


Orkesteret


Ikke mærkeligt, at Deutsche Opers orkester er med i mange indspilninger. Der sidder fremragende musikere i orkestergraven med solide kunstnere på dirigent podiet. Den musikalske ledelse ved "Rigoletto" havde Dominic Limburg, og ved "Fidelio" var det det Sir Donald Runnicles. Ved "Nabucco" blev dirigentstokken svinget af Carlo Montanaro.
---
Naturligvis vil jeg gerne vende tilbage til Deutsche Oper - både til opera og ballet.

==========================================================================================================