CD: FIDELIO

       De gamle havde storartede
              stemmer i Fidelio


ANMELDELSE: Her i december 2020 er det 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel. Man kender ikke den nøjagtige dato. Dag ud og dag ind fejres fødselsdagen i radioens P2. Og Det Kgl. Teater fik også for længe siden sat komponistens eneste opera, "Fidelio", på programmet. Men pladserne er få i Operaens corona-dispositioner. Derfor kan man i stedet sætte sig til rette og lytte til en cd med "Fidelio". Og her kan der med alvor peges på en ret gammel indspilning med virkelig gode stemmer fra 1962. Alle de medvirkende er afgået ved døden.


Bouillys bog


Beethoven fik en bestilling på en opera fra Theater an der Wien i 1803. Han besluttede sig for at bruge en tekst på baggrund af forfatteren Bouillys bog, "Leonora". Og i 2005 fik operaen premiere, men ikke mange søgte teatret, fordi Napoleon havde besat Wien. Operaen kom på plakaten igen i 2006 - noget forandret og med en ny ouverture. Men Beethoven var ikke fuldt tilfreds og ændrede igen partituret, og i den endelige skikkelse var der en slags tredje premiere i 1814 med en fornyet ouverture.
Vi er i 1600-tallets fængsel i Sevilla. Florestan holdes fanget af sin fjende, fængslets guvenør, Don Pizzaro. Florestans hustru, Leonore vil finde ham og lader sig udklæde som en ung mand, Fidelio, der bliver ansat i fængslet, hvor fangevogteren, Rocco, har en datter, Marzelline, som forelsker sig i Fidelio. Pizzaro vil dræbe Florestan - og beder Rocco om at gøre det, men denne afslår, og så vil Pizzaro selv hæve kniven. Imidlertid har Fidelio opdaget, at hendes mand befinder sig i fængslets dyb, og hun tager sigte mod Pizzaro med en revolver samtidig med, at ministeren, Don Fernando, kommer på besøg og lover at frigive alle uretsmæssigt indspærende. Og det bliver Leonore, som løser sin mands lænker, mens den rasende Pizzaro føres bort.


Knappertsbusch og co.


Den næsten 60 år gamle optagelse dirigeres af Hans Knappertsbusch. Og han er et kapitel for sig. Han havde for vane at sætte sit orkester i gang, og så stod han ellers afslappet og fægtede lidt med armene, og så kørte musikerne løbet. Og i 1962-versionen med "Fidelio" lykkes det på en glimrende facon. Dér tre år før Knappertsbuschs død var der gods i foretagenet. En sympatisk fremførelse med et af verdens bedste orkestre, Bayerisches Staatsorchester.
Som lytter kan man kun blive imponeret af Sena Jurinac som Leonore (Fidelio). Hendes sopran er lige på grænsen til mezzo, og hun leverer et dramatisk og delikat parti. Mens rollen som Florestan ligger lige til højrebent for tenoren, Jan Peerce, der fører sig nuanceret og skrøbeligt frem. Og så er Gustav Neidlinger beregnende og udspekuleret som Don Pizzaro. Dertil er Dezsö Ernster intens i det dybe leje som Rocco.
CD: Westminster - 471 204-2 (med den 3. Leonore-ouveture)

============================================================================================================