ASKEPOT - 11.09.22

Matteo Macchioni som prinsen, Don Ramiro, i forklædning som sin kammetjener, og Askepot, Josy Santos, der er blevet forelsket - men ikke ved, at det er prinsen hun står overfor. Foto: Henrik Stenberg

                            Operaen, Holmen: Premiere på Rossinis opera "Askepot" 

             En dobbelt Rossini
                   i en myretue



ANMELDELSE: En opera-chef i Stuttgart sagde på et tidspunkt, at "hvis du vil se andre lide, skal du gå i operaen". I Gioachino Rossinis opera, "Askepot", er der en far og hans to døtre, Don Magnifico, baron af Monte Fiascone, samt Clorinda og Tisbe, som lider af sorg og vrede over, at ingen af døtrene bliver valgt som hustru til prinsen, Don Ramiro. Don Magnifico har drukket alle sine penge op, og søger velstand gennem et ægteskab. En halvsøster, Askepot, er tvunget til at passe husførelsen dagen lang, men som bekendt er det hende, der opnår prinsen og kongeriget, som hun også har læst noget om i en eventyrbog. Og Don Magnifico må konstatere, at det hele ender i retning af navnet på baroniet, - en fiasko!


Hvorfra?


Hvis man siger Askepot i dag, tænker de fleste uden tvivl på Walt Disney eller eventyrfortællerne, brødrene Grimm. Men faktisk går historien tilbage til Kina i det 9. århundrede. Og senere, i 1600-tallet, er det så en italiener og derpå en franskmand, der har deres egne udgaver af fortællingen. Imidlertid var det et andet sted, Rossini og librettisten, Jacopo Ferretti, valgte deres tekst fra - nemlig Charles Perrraults eventyr om Askepot fra "Gåsemors eventyr" fra 1697.
 Prins Ramiro, klæder sig ud som sin kammertjener, Dandini, der så bliver prins i et tidsrum, mens Ramiro forsker i baronens og hans to døtres livsførelse. På sidelinjen står prinsens rådgiver, Alidoro, som i virkeligheden styrer begivenhederne og sørger for at også Askepot kommer til bal på slottet sammen med halvsøstrene og baronen. På det tidspunkt har Askepot allerede forelsket sig i kammertjeneren, og det er gensidigt. Hun ved ikke, at det er den rigtige prins, der er tale om, og til ballet giver hun ham den ene af sine to armringe. Efterfølgende må "kammertjeneren" så prøve at finde hende og observere, at hun bærer en armring tilsvarende den, han står med.
 I den ældre historie er det jo den ene af sine to glassko, som Askepot taber ved ballet. Da hun så opsøges, forsøger Clorinda og Tisbe at få en fod ned i skoen, men deres fødder er for store, og så har vi det dér med at hugge en hæl og klippe en tå.


Rossini her og dér


Den norske instruktør, Stefan Herheim. har udtænkt en plan, der er ganske anderledes end den, der florerer for det meste. Han lader simpelt hen Don Magnifico optæde som selveste Rossini. Og dertil er der masser af andre rossinier, nemlig de udklædte mandlige medlemmer af det kongelige operakor. Og hver af dem går rundt med en fjer? Ja, - en hvid fjer! Hvad skal så det betyde? Man må gætte og se, om der er bingo. Der ses ikke noget blæk. Men i gamle dage blev der jo skrevet med spidsen af et fjerskaft, og så kan man forledes til at tro på, at rossinierne således er parate til at skrive noder, - noder til "Askepot". Hermed et bevidst selvironisk portræt fra instruktørens side - eller hvad? Men altså en dobbelt Rossini - så at sige.
 Herheim vil for meget på én gang. Ind fra venstre, ud til højre, ned fra loftet. Han synes at ville fylde en 30 liters pose med 40 liter. Dekorationer frem og tilbage i et vist virvar. En gigantisk myretue! Og når så musikken indimellem har 200 kilometers fart på, virker det hele virkelig trængt. En lidt mere rolig affære med trukket håndbremse ville være at foretrække.


Rollerne


Flere af de vanskelige roller har ikke kunnet besættes med danske sangere. Men som Clorinda og Tisbe er der blevet plads til henholdsvis Clara Cecilie Thomsen og Kari Dahl Nielsen. For begges vedkommende er der ligesom ikke dybde nok i stemmerne.
I titelrollen har man valgt den brasilianske mezzosopran, Josy Santos. Hun skal klare diverse koleraturforløb undervejs. Bestemt ingen let opgave. I begyndelsen var hun lidt blød i udtrykket, men da det virkeligt gjaldt, demonstrerede hun at være i sit sande element, intelligent, inderlig og varmblodet.
 Prinsen skal også op i de øvre lag, og her viste den italienske tenor, Matteo Macchioni, sig at have et håndfast greb om rollen, - energisk og veltrimmet.
 Som Dandini har man hentet den finske barryton, Tomi Punkeri. Han var lidt grå i stilen -men viste sig trods alt habil gennem forestillingen.
 Operaen har været rundt i verdenshjørnerne for at finde egnede personer. Den ungarnske bas-baryton, Miklós Sebestyén, var genialt vederstyggelig som Don Magnifico. Intet glimt i øjet. Han stjal bestemt billedet undervejs.
 Bassen, den sydkoreanske Tae Jeong Hwang, viste glimrende adfærd som rådgiveren, Alidoro. Han satte dramatikken i bevægelse og var hele tiden driftssikker med intens musikalitet.
 Overordnet er dekorationerne flotte og opfindsomme i kombination med lys- og lyd-designet - men blot for ekstreme i forhold til forestillingens ligevægt.
 Steven Moore (med hestehale) havde en stram styring af Det Kongelige kapel og en fin fornemmelse for ikke at overdøve sangerne.
---


******


---


FAKTA


Operaen. "Askepot". Musikalsk ledelse: Steven Moore. Iscenesættelse: Stefan Herheim. Instruktør ved genopsætning: Steven Anthony Whiting. Scenografi: Daniel Unger & Stefan Herheim. Kostumedesign: Esther Bialas. Lysdesign: Phönix (Andreas Hofer)/Pedro Chamizo. Videodesign: fettFilm ved Momme Hinrichs & Torge Möller.
Alternerende besætning: Musikalsk ledelse : Steven Moore/Thomas Bagwell. Clorinda: Clara Cecilie Thomsen/Eldrid Gorset.
Spilles også 14., 17., 20, 23. og 28. september samt 1., 4., 9., 12., 19., 22. og 26. oktober.

Operaen er sat op i samarbejde med Den Norske Opera og Ballett og Opéra de Lýon

Tomi Punkeri (Dandini) udklædt som sin chef, prinsen, blandt søstre og rossinier foran lysdesignet Foto: Henrik Stenberg

============================================================================================================