De to rivalinde i "Aida", - Raehann Bryce-Davis som Amneris (t.v) og Miriam Clark som Aida. 

Foto: Camilla Winther

   Operaen - Det Kgl. Teater. Premiere på Verdis opera, "Aida"

              Kun én nøgle
              i lidenskaben

                           Kærligheden sejrer over døden

ANMELDELSE: Egypten og Etiopien er i krig. Aida, etiopisk prinsesse, er slave i Egypten hos prinsesse Amneris. Radamès, som er officer i den egyptiske hær, forelsker sig i Aida, og forelskelsen er gensidig.
 Radamès kommer uforvarende til at afsløre militære hemmeligheder for Aidas far, kongen af Etiopien. Radamès bliver grebet i forræderiet og dømt til døden.
 Amneris tilbyder Radamès at slippe for dødsstraf, hvis han afstår fra sin kærlighed til Aida - og i stedet vælger Amneris. Det forstår sig. Men Amneris har ikke nøglen i lidenskaben. Nøglen tilhører ene og alene Aida, som Radamés nægter at give slip på. Og det hele ender grumt. Radames bliver begravet levende i en krypt - men ikke alene. Aida har set sit snit til at snige sig ind til sin store kærlighed.

Basis

I november 1869 spurgte khediven (vicekongen) af Egypten. om Verdi ville komponere en kantate til festlighederne ved åbningen af Suez-kanalen. Men Verdi sagde nej. Han ønskede ikke at komponere lejlighedsmusik. Det vagte stor skuffelse, fordi man fandt Verdis musik ganske fantastisk
 Nogle måneder senere skete der det, at egyptologen, August Mariette, formidlede en hevendelse til Verdi om at komponere en opera med egyptisk handling på baggrund af en tekst, som Mariette og khediven havde udformet. Verdi sagde denne gang ja og lod forfatteren, Antonio Ghislanzoni, skrive de italienske vers til operaen.
 Urpremieren i det nye operahus i Cairo måtte udsættes et år, fordi kostumer og kulisser befandt sig i Paris, som imidlertid var omringet på grund af den fransk-tyske krig. Den 24. december 1871 lykkedes det så at lade tæppet gå for uropførelsen, som skabte enorm succes.

Omdrejning og krig

Instruktøren af Det Kgl. Teatesr opsætning af "Aida", englænderen, Annabel Arden, har valgt at føre handlingen helt frem til nutiden. Med krig på programmet - og som ligefrem vises på et lærred over scenen. Og der er jo krige mange steder. Men hvem kan dy sig for at tænke på krigen i Ukraine. - I et interview, jeg hørte med Annabel Arden i radioen, ville hun gerne præcisere, at hun ikke just ønskede at fokusere på Ukraine - men krig i særdeleshed.
 Personen, Aida, er omdrejningspunktet i historien. Hun føler sig overflødig, ensom og til overs. Med god grund. Intet går hendes vej. Og så kan hun lige så godt vælge døden. Hun erfarer, at hendes elskede og dødsdømte Radamès skal mures inde. Og ubemærket finder hun frem til ham.
 Således vinder kærligheden over døden!
 Man kommer uvilkårligt til holde med Aida over for rivalinden, Amneris. Men i virkeligheden gennemlever Amneris også en afsondret skæbne. Hun kan søge støtte hos sin far, men han er overmatchet af Egyptens stærke præstestyre og har ikke meget at skulle have sagt. Amneris taber kampen. Således går de tre hovedpersoner til grunde. Præsterne sejrer.

Rejsen gennem "Aida"

Radamès synger undervejs flere gange om den smukke Aida. - Alt afhænger jo af øjnene, der ser. Det gælder om at finde en relevant partner - og altså også at se gennem det kødelige og ind i sjælen. Og med Miriam Clark i rollen som Aida skal man vare sig for at bedømme hendes udseende og fokusere på, hvad hun rummer - og hvordan hun synger. Ved premieren kunne Miriam Clark ikke lige mønstre et gribende bud på Aida. Portrættet var ikke tilstrækkelig nuanceret - og uden raffinementer. Og den lidelese, hun bærer rundt på i hele forløbet, skinnede ikke rigtigt igennem.
 Det Kgl. Teater har i høj grad valgt at satse på udenlandske - og i nogle tilfælde også billige østeuropæiske sangere. Med Samuele Simoncini fik vi en kraftfuld Radamés uden de store armbevægelser. Og Raehann Bryce-Davis i partiet som Amneris viste sig beregnende og udspekuleret - og inderlig forelsket i Radamès - uden erotisk udstråling.
De tre nævnte hovedroller blev udmærket bistået af Musa Ngqungwana som kongen af Etiopien, Amonasro, - Sir Willard White som kongen af Egypten og Kyungil Ko som ypperstepræsten, Ramfis.
 Instruktøren, Annabel Arden, har dvælet ved, at Giuseppe Verdi kom fra en landsby, - naturen. Og kulisserne beskriver gennemgående natur-elementer. - Når man tænker på, at Operaen har mange tekniske kvaliteter, kunne der godt være gjort lidt mere ud af de enkelte scene-billeder.
 Det kongelige opera kor havde meget at bestille - og var igen fortræffeligt.
 Man skal som dirigent holde styr på meget i "Aida". Og den opgave havde Paolo Carignani fuldstændig foden på.

---

******

---

FAKTA

Det Kgl. Teater. Operaen. Premiere på Giuseppe Verdis opera, "Aida". Musikalsk ledelse: Paolo Carignani. Iscenesættelse: Annabel Arden. Med-instruktør: Angelo Smimmo. Koreografi: Theo Clinkard. Scenografi: Merle Hensel. Kostumeidé: Christina Cunningham. Kostumedesign: Gabrielle Dalton. Lysdesign: Lee Curran. Videodesign: Will Duke.
Alternerende besætning: Musikalsk ledelse: Paolo Carignani/Hussein Pishkar. Aida: Miriam Clark/Anna Nechaeva. Amneris: Raehann Bryce-Davis/Nora Sourouzian. Radamès: Samuele Simoncini/Hovhannes Ayvazyan. Amonasro: Musa Ngqungwana/Jens Søndergaard. Kongen af Egypten: Sir Willard White/Jacques-Greg Belobo.
Spiller også 8., 11., 14., 24. ogt 30. marts samt 2., 4., 14., 21. og 30. april.

                        Musa Ngqungwana som Amonasro (t.v.), Samuele Simoncini som Radamès og                                                      Miriam Clark som Aida. Foto: Camilla Winther

======================================================================================================