Universal cd'er

UNIVERSAL - cd'er


Det hengemte fænomen

Sokolov borer dybt - især bag kulisserne

Den 64-årige russiske pianist, Grigory Sokolov, født i Skt. Petersborg, fylder ikke ligefrem op på pladehylderne. Der er kun udgivet ganske få indspilninger med denne mand, som af nogen regnes for verdens største nulevende pianist. Og at høre lidt fra hans egen mund f.eks. om hans tilgang til koncertlivet er heller ikke noget, der ligger lige for. Han fokuserer dybt og inderligt på sit tangentspil, og han afviser stort set alle ønsker om interviews

Imidlertid er det lykkedes Universal-selskabet, Deutsche Grammophon, at få tilladelse til udgivelse af et cd-album med optagelser fra Salzburg Festival’en den 30. juli 2008. Her er der Mozart, Chopin, Scriabin, Rameau og Bach på programmet.

De, der har gået til klaverspil, har naturligvis hørt om ”fingersætning”. Når fingrene skal løbe op og ned ad tangenterne, skal man jo være fiks på fingrene for at få det til at lyde kønt. Lyttes der til professionelle pianister i hurtige numre, må man undres højlydt over, at fingrene overhovedet kan følge med. I Sokolovs tilfælde er der tale om noget ganske særligt. Han har en helt speciel teknik – som ingen andre. Allerede da han som 16-årig og helt ukendt vandt den internationale Tchaikovsky-konkurrence, bemærkede juryen hans fænomenale håndtering af tangenterne.

Sokolov skiller sig måske ikke yderst hørbart ud i forhold til andre store klavernavne vedrørende den tekniske front. Imidlertid jonglerer han med sit stof – Mozart eller Chopin – eller i øvrigt – som det russiske fænomen, man bør have på cd-hylden med virtuoser.


Deutsche Grammophon - 00289 479 4342

---

Karakter: Fem ud af seks stjerner *****x

---


Livet med Alagna

Tenoren viser noget af 90'ernes trylleri

Den første forestilling i Operaen, Holmen, var Verdis ”Aida” med den franske tenor, Roberto Alagna som gæst i rolllen som Radames. Den 27. januar 2005. Og han fik fine anmeldelser. Da han små to år senere var med til at åbne opera-sæsonen i La Scala Operaen i Milano var det også som Radames, og det udviklede sig til en fiasko. Der lød voldsomme buh-råb mod ham midt i det hele, og han forlod scenen i vrede. Til alt held – for La Scala – stod der en dubleant i kulissen, og forestillingen blev reddet. Til gengæld sprang Alagna selv ind som dubleant for en forhindret tenor i ”Romeo og Julie” på Metropolitan Operaen i New York i oktober 2007, og folk var vildt begejstrede. – Sådan er der så meget.

Alagna har masser af roller at tappe fra, og det er sket på en ny cd, ”Mit liv er en opera” (My life is an opera). Underligt  nok er der ingen numre af Verdi. Til gengæld er der så arier af bl.a. Puccini, Donizetti og Leoncavallo. Og Alagna kan sagtens være med sådan all round på det lyriske og dramatiske felt. Det dér følsomme og poetiske kan han såmænd godt klistre på som sit varemærke. I nogle tilfælde bruger han ”springbræt” for at komme op på høje toner, - således at han altså glider fra tonen, han ligger på, et trin op og så direkte op i højden. Det lyder selvfølgelig bedre med at gå lige på og hårdt, men det er en vanskelig manøvre. I øvrigt virker han meget smidig og nuanceret, og det er nogle af de kvaliteter, han har taget fra 90’erne, hvor han stod skarpt og fortryllende i mange opsætninger.


Deutsche Grammophon - 4811524

---

Karakter:Fire ud af seks stjerner ****xx

---


Enna er støvet af

NDR dvæler ved dansk komponist

Romantikken får i høj grad lov til at boltre sig i August Enna’s (1859-1939) musik, selv om denne romantik var gået helt af mode, da Enna døde. Og Enna selv? Ja, han er stort set også gået af mode. Selv om han i en periode var den bedst kendte danske komponist. Det er yderst sjældent, at Enna spilles i europæiske landes klassiske radioudsendelser.

Ennas storhedstid, om man så kan sige, fik en ret brat afslutning ved 1. verdenskrig. Og så var det løb stort set kørt. Hans kunne dog tjene til føden bl.a. i chefstillinger i diverse musikalske sammenhænge.

Imidlertid har ledelsen i NDR, Den Nordtyske Radio (Norddeutsche Rundfunk), gravet Enna frem og ligefrem udsendt en cd med noget af hans musik.

Enna skrev flere operaer, som endda blev opført rundt om i Europa. Og på cd’en er der blevet plads til ouverturen til operaen, ”Kleopatra”, og her er virkelig tale om et friskt pust. En smægtende lille sag, som giver øregangene en liflig klang. Mens hovedværket på cd’en, Violinkoncert i D-dur, er en lidt anonym affære, som heller ikke får tilført ekstra vitaminer af solisten, Kathrin Rabus. Men bevares …… Også Symfonisk Fantasi er en smule flad i betrækket. – Så langt – så godt om det rent kompositoriske.

Orkesteret bagved er NDR Radiophilharmonie, og det er bestemt et storartet ensemble, som har gode vilkår hos dirigenten, Herman Bäumer. Og optagelsen har glimrende akustiske rammer i den store sendesal i Funkhaus NDR i Hannover.


NDR - August Enna - cpo 777 674-2

---

Karakter: Fire ud af seks stjerner - ****xx

---

Strengeleg og elegance

Den unge Radulovic kan kunsten

Nemanja Radulovic har en fin tone med en særlig lyd på sin violin. Dette serbisk udsprungne talent på 30 år har taget nogle priser på vej til forsøget på at danne en solo-karriere. Og han kan efterhånden se tilbage på en del vellykkede engagementer.

Undervejs har Radulovic også begejstret Deutsche Grammophon, som har udsendt en cd med 15 numre af lige så mange komponister. Og måske skal dette vise, at han kan spille på mange strenge!? Eller han har tilstræbt at vise sin formåen i kompositioner, han har forelsket sig i?

Radulovic har bestemt kæmpet sig fri af en normal spændetrøje, og han overskrider grænser her og dér – uden at lade sig hæmme af, hvordan de gennemsnitlige fortolkninger er af det valgte stof. Flere steder rammer han loftet af det muliges kunst, - f.eks. i Tchaikovskys ”Danse russe”.

I det hele taget er det østeuropæisk repertoire, som blomstrer på cd’en. Og Radulovic placerer sig på en stærkt stigende kurve over musikalitet og elegance.


Deutsche Grammophon – 479 3361

---

Karakter: Fem ud af seks stjerner *****x

---


Rille ind - og rille ud

Minimalisme i lange baner

Den 78-årige amerikanske komponist, Philip Glass, kan i høj grad henføres til den minimalistiske kategori. Hør blot hans ”How now”, som er en halv time med et lydbillede hen efter, at hvis det havde været en gammeldags plade, man lyttede til, ville man automatisk flytte nålen  på pladespilleren i erkendelse af, at den kørte i én rille.

Glass har dog også formået at flytte sig til et niveau højere oppe, hvor der er lidt flere boller på supppen. Og i hvert fald skal man ikke direkte konfrontere ham med en påstand om, at han er ”minimal”, - en betegnelse, han bestemt ikke vil vedgå.

En ny cd- med Glass-musik har pianisten, Valentina Lisitsa ved tangenterne. Og man kan sagtens fastslå, at hun behandler nodebilleder, som afprøver tålmodigheden ud over alle grænser. Det kan også næsten føles, som om hun er en maskine, der hele tiden fodres med energi, så hun kan fastholde det ensformige og relativt sterile arbejde.

Et ord som frasering er stort set ikke eksisterende i Glass-verdenen. Men tag ikke helt fejl. Glass har bestemt mange tilhængere.


Decca – 478 8079

---

Karakter: Tre ud af seks stjerner ***xxx

---




Grigory Sokolov

Roberto Alagna

=======================================================================================

Copyright © All Rights Reserved