Ruhrdistriktet


        Spændende byer ved og

              i Ruhr-distriktet



                     Dortmund: En charmerende by



Gult og sort! – Man bliver hurtigt gjort opmærksom på, at man befinder sig i Dortmund.

Kort efter ankomsten til byen, satte jeg mig i det gode vejr uden for en café for at nyde et glas af den gode lokale øl, Brinkhoff’s No.1, som (naturligvis) blev serveret på en brik (som skåner bordet) med sort bogstaver på gul baggrund med Dortmund fodboldklubs bomærke, BVB 09, som dækker over Ballspielverein Borussia, hvor Borussia er den latinske betegnelse for Preussen. Klubben blev grundlagt i 1909.

Nogle øjeblikke senere befandt jeg mig på gågaden, Westenhellweg og smuttede ind i varehuset, Galeria Kaufhof for at få eftermiddagskaffen, og straks mødte jeg en hel væg med en fodboldreklame.

Så skete der det helt usædvanlige, at jeg i Konzerthaus overværede en koncert med cellisten, Johannes Moser, som solist. Publikum klappede efterfølgende voldsomt, og Moser kom ind for at give et ekstra-nummer. Og mindsanten, om han ikke nævnte fodboldklubben, som spillede samme aften. Han gav udtryk for håbet om, at Dortmund næste gang slår de evige rivaler fra München.




















KULTURTILBUD M.M.


Dortmund har kultur til op over begge ører med masser af forestillinger og arrangementer.

Et ægtepar, jeg mødte i byens operahus, forklarede, at de relativt få mennesker til en forestilling med ”Rosenkavaleren” og med kun en fjerdedel af pladserne besat en fredag aften, skyldtes de mange andre tilbud. – Forestillingen var i øvrigt en glimrende opsætning med habile sangkræfter. Men at servere Richard Strauss´ ”Rosenkavaleren” med et smalt orkester går bare ikke. Der var ikke bredde og volumen nok. Derfor blev oplevelsen lidt flad.

Operahuset i Dortmund er relativt nyt og meget moderne med et godt look. Og man sidder fortræffeligt.

Koncerthuset har meget godt på programmet, og der er glimrende oversigt til orkesteret. Stolene er skråtstillede de rigtige steder i salens sider, så man ikke behøver at vride sig i sædet for at følge musikerne.

Dortmund er en charmerende by med et mægtigt handelsliv. Ud over – som nævnt – Galeria Kaufhof er der stormagasinet, Karstadt, og masser af spændende specialforretninger, caféer og restauranter.

Hører man lidt højtrystede personer i weekender, kan det sagtens skyldes slagsange, når fodboldklubben igen har scoret point.
























































                            Midt i det hele



Rhinen er et naturligt midtpunkt i Düsseldorf, som er en by, der ligger ”midt i det hele” – og som kan benyttes som udgangspunkt, hvis man gerne vil besøge store byer i og omkring Ruhr-distriktet. Med tog koster en returbillet Düsseldorf-Dortmund ca. 225 kr. – og Düsseldorf-Köln ca. 180 kr. – med rejsetider mellem de pågældende byer på henholdsvis en lille time og en god halv time.

Rhin-breden ved Altstadt i Düsseldorf har – selvfølgelig – mange restauranter, hvorfra man kan side og følge den travle trafik på floden, som her slår et kraftigt knæk på ca. 90 grader.

Atmosfæren er perfekt, og med god tid i bagagen kan man bruge mange timer ved Rhinen. Der er masser af offentlige bænke ved promenaden, hvis man f.eks. lige vil undgå caféerne, som dog ikke er særligt dyre at besøge.

I Düsseldorf har Rhinen også et operahus, Deutsche Oper am Rhein. Det var her, alle tiders bedste dirigent, Carlos Kleiber, havde nogle af sine første optrædener. Byen har også et ypperligt koncerthus, Tonhalle, med en skøn akustik og alsidigt program.

Og Düsseldorf har bl.a. også en ”dobbeltsporet” indkøbsgade med eksklusive butikker, - Königsallee.








































     


 

                        Med store armbevægelser



De fleste kender Köln – om ikke andet så – for de optøjer, der fandt sted omkring nytåret.

Den store plads foran hovedbanegården lige ved siden af den mægtige domkirke tiltrækker et enormt antal turister – men også mange lokale. F.eks. har børnehaver udflugter hertil, fordi der altid foregår noget – bl.a. med folk, der spiller. Her er også tiggere i lange baner. Og så er det altså også stedet, som samler et stort publikum ved årsskiftet. Og nogle damer blev altså forulempet af ivrige, mandlige hænder. Og man afgjorde, at det var ikke-etniske tyskere, som mest af alt havde travlt med nytårs-fejrende kvinder.

Domkirken er vanvittig høj – og et besøg værd, selv om den inden døre overgås af mange andre, tyske, store kirker.

Er man indkøbslysten, er der rigeligt at tage fat på. Stormagasinet, Galeria Kaufhof, i Hohe Strasse giver ligefrem 10 pct. i rabat til alle turister på diverse varer. Undlad heller ikke en tur til byens flod, Rhinen.

I en pause er det en god idé at besøge konditoriet, Eigel, i en sidegade, Brückenstrasse, lige ved Hohe Strasse.

I House of 4711 er der fokus på det berømte ”Kölnervand”, som mere er en god reklame end velduft. Men alt er jo relativt.

Med KölnCard er der noget at spare på mange fronter – f.eks. ved museums-entréer, hvor paletten rummer noget så særpræget som et sennepsmuseum, Kölner Senfmuseum. Kortet giver også gratis transport i området. Det koster til gengæld lidt at komme i Kölner Philharmonie og i Oper Köln. Men så er man også sikret noget af den bedste musik i Tyskland.

Köln har store armbevægelser – og noget at have dem i.


Koncerthuset i Dortmund er ikke prangende i udsmykning. Men der er en glimrende akustik og fine siddepladser.

Den jødiske synagoge i Dortmund blev ødelagt af nazisterne i 1938.

Hvor synagogen i sin tid lå, er der nu musik og sang i Dortmunds operahus ved Platz der alten Synagoge.

Flodpromenaden ved Rhinen i Düsseldorf. Der tilbydes også små udflugter med passagerbåde.


Kölns gamle domkirke er et imponerende byggeri. Men alt varer jo ikke ved, så derfor er der en stor "renoveringskasse" på det ene tårn.

Der bliver mange steder gjort opmærksom på Dortmunds højt rangerede fodboldklub - her i stormagasinet, Galeria Kaufhof.

I Düsseldorf er det fint at stoppe op og give sig tid til at studere arkitekturen hist og pist. F.eks. dette spændende kontorhus.

Den lækre café Eigel i Brückenstrasse, Köln.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------