DIVERSE: Richard Strauss

Rundt om Richard Strauss


Den sene romantiks helt store begavelse


Danske tyskstuderende på Goethe Instituttet i Berlin fik tilbud om et opera-besøg

i Staatsoper. Og de sagde ja tak. Instituttets leder, Barbara, havde spottet, at der

var en opera-kyndig med i flokken, mens de øvrige var fuldstændige novicer inden

for opera-genren. Ikke desto mindre valgte Barbara, at institut-gæsterne skulle se

»Rosenkavaleren« af Richard Strauss - til ære for den enkelte opera-entusiast. Og

det var et dårligt valg.

Nybegyndere i opera skal ikke lægge ud med Richard Strauss. Barbara kunne

f.eks. have valgt »La Traviata« af Verdi. Den var på plakaten i en af Berlins to

andre operahuse. Barbara og tre andre af de studerende undvandrede i første

pause, mens de øvrige - undtagen en B.T.-journalist og opera-manden - gik i anden

pause. B.T.-manden holdt ud med næb og klør og kunne efterfølgende huske enkelte

tre-fjerdedels-rytmer.

I forbifarten tog nogen fejl og mente, at efternavnet Strauss henførte til

valsekongerne, Johann Strauss d. Yngre og hans far, og de kunne tillade sig at være

slemt skuffede.

Nu siger hele episoden naturligvis mere om Goethe-damen end om Richard Strauss.

Og om »Rosenkavaleren«, som vel er noget af det ypperste, en komponist nogensinde

har barslet med, - en artsrigdom med mægtige penselstrøg inden for det

senromantiske tonesprog.


UNIKUM SÅ DAGENS LYS


Richard Strauss blev født ind i musikken i München den 11. juni 1864, og hvis nogen gerne vil lægge det til grund, kom han altså til verden i stjernetegnet, »Tvillingerne«, som jo bl.a. står for kreative evner. Faderen var solohornist i byens hofkapel, og sønnen viste hurtigt takter for dirigentfaget, hvilket i 1885 førte ham til en stilling som kapelmester i Meiningen i Midttyskland. Ikke noget stort - men et godt fundament, hvor Richard Strauss i høj grad fik færden af Wagners og Liszts musik, hvilket kom til at præge hans egne formuleringer ved nodebladene, og han gled ligesom over i den bane, som kaldes for »den nytyske retning«.

Richard Strauss havde stor kærlighed til byerne München og Garmisch-Partenkirchen, og han rykkede op i hierakiet som 3. kapelmester ved hofoperaen i München i 1886. Det var på et tidspunkt, hvor der kom megen fart på hans tone-digtninger, og her var det ikke 3. pladsen - men den absolutte top, han indtog på sit felt - med bl.a. »Don Juan«, som uropførtes i 1889, og lige efter fulgte »Tod und Verklärung«.


ENTRÉ MED OPERA


I begyndelsen af 1900-tallet brød Richard Strauss gennem overfladen som den mest opsigtsvækkende og kvalitative opera-komponist på det tidspunkt. Entréen som sådan foregik med »Salome«, - en overraskende sensation. Forinden da havde han i 1894 i Weimar haft premiere med sin første - og ret ubetydelige opera, »Guntram«, hvor sopranens parti blev udført af Pauline de Ahna, som han efterfølgende blev gift med. Og hun var hans inspirationskilde gennem hele deres ægteskab.

»Rosenkavaleren« fulgte i 1911. Den har tekst af Hugo von Hoffmanssthal, som Strauss havde et indgående samarbejde med. Det startede i 1909 med »Elektra«.

Man må have lov til at påstå, at Richard Strauss ad åre slap de senromantiske veje og hældede mod mere modernistiske tilbøjeligheder. »Arabella« fra 1933 kaldes godt nok af nogen for »Lille rosenkavaleren«, men konstruktionen er langt mere ovre i det abstrakte - ligesom det gælder hans sidste opera fra 1942, »Capriccio«. Han splittede tonaliteten.

I 1917 blev de navnkundige Salzburg-festspil etableret med Richard Strauss som en af grundlæggerne. Og han var selv leder af festspillene i årene 1919-1924.


GARMISCH


Strauss satte mange af sine noder på linier i sin elskede villa i Garmisch-Partenkrichen, hvor hans hustru bakkede ham op i tykt og tyndt. Det var også her, han bl.a. levede - væk fra grusomheder og overgreb under 2. verdenskrig. Han havde på forhånd beklædt en post som præsident for Det Tredje Riges musikkammer fra 1933 til 1935, og det var en betænkelig affære. Men Strauss var med seloptaget og arrogant - og tænkte mere på sin musik end på fortrædelighederne ved fronten.

Strauss havde det i virkeligheden svært med både Vor Herre og Hitler. Førstnævnte skøjtede han hen over, hvilket kommer til udtryk flere steder i tone-digtningen. Det var derimod en anden sag med den tyske magthaver. Måske kan man tage det som et brud fra Strauss' side, da han valgte den jødiske forfatter, Stefan Zweig, til historien bag operaen, »Die schweigsame Frau« (Den stilfærdige kone), som havde urpremiere i 1935.

Richard Strauss var 85 år, da han døde i villaen i Garmisch-Partenkirchen i 1949.


=======================================================================================


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------