INDTRYK FRA ØSTTYSKLAND

Begejstring over Østtyskland



Kulturhistorisk lystvandring gennem Berlin, Lutherstadt Wittenberg, Leipzig, Weimar og Dresden.



ANMELDELSE: Forfatteren til en ny bog om fem byer i Østtyskland, Jørn Ørnstrup, viser sin store begejstring for det område, som hen til 1989 var afspærret af det navnkundige jerntæppe.

Man skal ikke gå efter bogen som en geografisk redegørelse for færdsel i byerne. Her er langt mere tale om litterære spadserture, hvor historie med politik og religion bliver vævet ind i mindesmærker og bygninger bl.a. med museer - men også kulinariske vinkler med kød, øl og kager.

Man kan sagtens mærke suset, når Ørnstrup går i dybden med Berlins utrolige skæbne - forbi Hitler og DDR. Og selv kendere af denne storladne by vil uden tvivl få idéer til besøgsmål i den tyske hovedstad ved læsning af bogen.

Ørnstrup skøjter ikke hen over destinationerne. Han viser en oprigtig glæde ved at gå til bunds i materien, og man kommer langt ud i de historiske kroge, som kan forklare og synliggøre resultaterne af diverse herskeres dispositioner.

Her i Luther-året kan bogen levere både krop og sjæl til reformatorens massive indflydelse på katolske tilstande og vejviser til det at blive protestant. Besøget i Wittenberg giver måske ikke det helt store indtryk af byens beskaffenhed, men Luther-bevidst bliver man i overmål. Den ligger jo lige til det dér - højrebenet.

Helt sikkert er det, at man kun kan blive forelsket - lige som Ørnstrup - ved at studere hans gennemgang af Dresden og Leipzig. Han pløjer sig fornemt gennem bydele, så det sprøjter med kultur til alle sider. Og han går ikke sulten i seng efter at have nydt forskellige tunge egnsretter og mærket lifligheden via Apfelstrudel.

Goethe er ikke glemt. Han kommer også op til overfladen i Ørnstrups berøring af Weimar, som mange ikke lige kommer fordi - men kan få smag for ved forfatterens oplagte bud på, hvorfor man lige bør standse her i delstaten, Thüringen.

Hver by har sit lille kort med i bogen, så man kan pejle sig ind på seværdighederne.

Ørnstrup gør ihærdige forsøg på at trække læseren tættere på ved at placere sig selv i gadebilleder ved at formulere sig med f.eks. "... og så går jeg over gaden til ..." og "her standser jeg ved ...."

Foto-valget til bogen er lidt svingende. Mange af billederne udtrykker dog en klar information.

---

FAKTA

Jørn Ørnstrup. "Indtryk fra Østtyskland". En kulturhistorisk lystvandring gennem fem byer. Rejsebog. Forlaget mellemgaard. Er set til forskellige priser - i omegenen af 200 kr..

Den genrejste Frauenkirche i Dresden.

Foto fra bogen

=============================================================


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------