IDRE FJÄLL

              Besøg i Idre Fjäll


  I ledtog med naturen





Idre Fjäll! Mange ved, at det er et fortrinligt skisportsted i det mellemste Sverige. Men stedet er efterhånden linet op til også at kunne tilbyde mange aktiviteter til sommerturister.

Længe før, der blev kalkuleret med langrend og alpint skiløb, var Idre Fjäll et skovbrugsområde med træproduktion. Da skovbruget blev urentabelt, måtte der tænkes i nye baner, og det bakkede terræn med "små" bjerge og sne i mange måneder om vinteren indbød til anlæg af skisportsfaciliteter med bjergbaner og lifter på kryds og tværs.

Besøgende af skiturister kom snart op på en mægtig volumen. Men når sneen var væk, blev der jo affolket, og mange tusinde sengepladser stod tomme. Det var oplagt at få al denne senge-kapacitet til at kaste penge af sig også i sommersæsonen.

Der blev tænkt kreativt for at få lokket flest mulige gæster til, og nu er sommerturismen kørt godt i gang. Man kan cykle rundt på mountainbike på ruter, som egner sig både til unge og de mere modne. - Man kan forlyste sig med Husky-hunde. Og med kano er der mulighed for at dyrke bæversafari. Den storartede natur kan udforskes på diverse ruter af meget indbydende karakter. Og en absolut udfordrende højdebane i syv-10 meters højde er for de absolut modige gæster - nærmest stuntman-agtige typer.


Feriehusene i Idre Fjäll ligger nydeligt i terrænet. Det bare område bag hytten i forgrunden er enden af en pist fra det alpine landskab.

Rensdyrene her er ikke tamme. Men de er trukket ind i Idre Fjäll - efter sigende fra en lokal borger, fordi dyrene derved slipper for mange pågående insekter i natur-områderne.

Vandring i naturens superliga


Der skal naturligvis afsættes god tid til vandreture, når et besøg henlægges til den den naturskønne Idre-region. Natur i superligaen!

Der kan sagtens startes i selve Idre Fjäll, men det idéelle er absolut at køre nogle få km. til Nipfjället. Et underskønt område, og dertil kommer man ad Sveriges højst beliggende offentlige vej.

Man kan nemt klare en tur på egen hånd på fjeldet. Men der tilbydes også en guidet tur på ca. tre km. for 150 svkr. pr. person.

Molnets Topp er et usædvanligt kønt sted, og er der blus på organismen, orker man nok at følge med på en guidet tur til Nipfjällets højeste top - på en syv km. lang tur med guide for 150 svkr..

Der skal investeres i en lidt længere køretur, hvis man gerne vil besøge Fulufjällets Nationalpark, som strækker sig fra Sverige og ind i Norge.

Adgangen sker let via den lillebitte by, Mörkret, og så er der kort vej til en p-plads. Dér fra kan man vælge at tage den lille spadser-rundtur, som varer et par timer - og som vender ved Sveriges højeste vandfald, Njupeskär. 93 meter højt - og med et frit fald på 70 meter. Denne tur serverer et meget afvekslende, forunderligt og flot terræn.

I 1997 faldt her 400 mm regn på kort tid og forvandlede området. Undervejs møder man et gammelt fyrretræ, som så dagens lys helt tilbage i 1492.


Nipfjället har en flot horisont.

Fulufjällets natur er meget afvekslende og skøn.

Utroligt - men sandt. Træet er 525 år gammelt.

På vej mod Sveriges største vandfald, Njupeskär.

   Vidunderligt på søen


Bæversafari. Lidt inden solnedgang. På jagt efter bævere.

Kanosejlads på Burusjön kan udarte sig til en vidunderlig affære - ikke mindst, hvis man kombinerer sejladsen med udkik efter bævere.

En vindstille aften, hvor bæverne vover sig frem hen imod solnedgang, er spændende.

Bævere hører godt, så man skal tie stille. Til gengæld ser de dårligt, så måske kan man få et sjældent syn af disse gnavende vanddyr, hvis tænder vokser en millimeter i døgnet.

Sverige rummer omkring 100.000 bævere, der har ulve og bjørne som fjender. De jages også af mennesker, fordi man gerne vil have begrænset den store bestand.

Man kan købe sig til en guidet bæversafari. Man mødes ved byen Idres kulturhus kl. 17.45, og så kører man til søen og sejler ud til en lille plads i skoven, hvor der serveres kaffe, tunbrød og fisk, hvilket er med i prisen, som er 325 svkr./voksen og 225 svkr./barn op til 12 år. Tilmelding skal ske inden kl. 15.00 på dagen, hvor turen finder sted, på Idres turistinformation.

Man kan undlade at blande bævere ind i foretagenet og leje en kano for 270 svkr./hel dag og 170 svkr./halv dag og hygge sig på den smukke Burusjön. Man sørger selv for transporten til søen.


Lækker atmosfære finder man i pausen ved bæversafarien, hvor der spises i et skovterræn. Med føde tilberedt over bål.

Bæversafari går ud på at få et blik til denne gnavende fyr.

           Lavt gear som god hjælp


Det kan sagtens lade sig gøre at få nogle glimrende timer ud af at leje en mountainbike, hvilket lader sig gøre på det lille torv ved InterSport og ICA midt i Idre Fjäll. Og der er kælet for cykelruter, hvor der flere steder er indlagt små sidebaner, så man kan prøve sig selv af i stigninger og balance.

Der er flere ruter at vælge imellem, og man må naturligvis forvente, at der skal lidt benkræfter til her og dér. Men husk, - der er jo meget lave gear på en mountainbike. Og kombineret med natur-oplevelser og gode udsigter er valget af en mountainbike-tur bestemt fornuftigt. Og der findes i øvrigt gode kort at cykle efter.

Priserne for cykelleje er forskellige - alt efter hvilken cykel, man vælger. Men man skal regne med over 200 sv.kr. pr. dag.


Idre Fjäll byder på virkelig gode ruter til mountainbike-cykling.

En af cykelruterne bringer de cyklende op til toppen af det alpine område. Her kan man nyde udsigten - også til de store snebunker, der ligger rundt omkring. Sneen har termo-dyner over sig. Sneen skal bruges - og spredes i begyndelsen af vintersæsonen i oktober. Ca. 30 pct. af sneen forsvinder under sommerens varme.

               Sjovt med Husky


Hvorfor ikke indlede i selskab med en Husky-hund?! Et venligt dyr. Med stor trækkraft!

En lille fransk dame har nedsat sig med sine 30 Husky-hunde i Idre Fjäll. Og man kan leje en af hendes hunde til at fornøje sig med.

I disciplinen, Husky Hike, påspændes man et bælte, hvortil der er fæstnet en snor, og for enden af snoren trækker en Husky-hund afsted med "kunden". Hunden hjælper den personlige kondi, ikke mindst når stien går op ad bakke på en rundtur.

Det er også muligt at prøve en "Husky Footbike". Her benytter man et stort løbehjul med gode håndbremser. Og så trækker en Husky-hund af sted med løbehjulet og "passageren".

Det koster 300 svkr. for voksne og 200 svkr. for børn at leje en hund i en time.


Husky Footbike. Foto: Natalie Ibron

Der gøres klar til Husky Hike. Manden i forgrunden har fået et bælte påsat og har snorkontakt til sin Husky-hund, som han skal ud at spadsere med.

I Idre Fjäll-regionen findes disse rovdyr. Bagerst en los og til venstre en ulv ved siden af en bjørn - og nederst en järv. Ved mit besøg i Fulufjället fortalte et billetsælger i en udstillingsbygning, at hun om morgenen havde set en bjørn. Der findes omkring 40 bjørne i området.

Højdebanen i Idre Fjäll er en stor udfordring til at afprøve sig selv. Men denne unge dame havde helt styr på sig selv og banen.

          Turen og opholdet


Idre Fjäll drives af den lokale kommune, hvortil man også kan henvende sig for at leje et fritidshus. Og disse huse findes i flere størrelser, ligesom der også er ferie-lejligheder.

Man kan også booke sig ind på Pernilla Wiberg Hotel, hvor priserne pr. nat starter på 365 svkr. pr. person. Pernilla Wiberg, medejer af hotellet, er en af Sveriges tidligere helt store sportsstjerner - fra 1990 til 2002, hvor hun bl.a. vandt to OL-guldmedaljer i alpint skiløb og flere VM-guldmedaljer.

Hotellet får karakteren 8,6 hos booking.com. Man skal lige huske at tage højde for, at der her er visse regler for udskænkning af drikke med promiller.

Man kan selvfølgelig spise på Pernilla Wiberg Hotel, men der er også den store restaurant, Café Värdshuset, hvor der serveres almindelig dagligdags mad. Og så er der mindre spisesteder.

Der skal bruges lidt tid for at nå frem til Idre Fjäll. Køreturen fra Malmö til Idre Fjäll er på ca. 900 km., og den tager omkring 11 timer. Der er jo ikke motorvej på mange distancer undervejs.

Man kan vælge at tage via Frederikshavn og sejle med Stena Line til henholdsvis Göteborg eller Oslo. Fra Göteborg til Idre Fjäll er der ca. 620 km., og fra Oslo ca. 350 km..

Ud over de nævnte "forlystelser" er der meget andet at tage fat på i Idre Fjäll i sommersæsonen, - f.eks. ridning. Samt diverse sommer-arrangementer, som der fortælles om på bl.a. www.idrefjall.se


Pernilla Wiberg Hotel.

=============================================================