FANØ - ET Ø-RIGE FOR SIG SELV

FANØ - et ø-rige helt for sig selv



Når man har snuset lidt til geografien, den magre jord, den brede strand, dyrelivet og ikke mindst de lokale borgere, hober facts sig op og efterlader Fanø som et ø-rige helt for sig selv.

Om ikke - alle kender alle - , så - mange kender mange - på øen.

Én ting er, at Fanøs manager, Poul Therkelsen, vinker til stort set alle, han møder - og får hilsener igen. Noget andet er, at restauratører oplyser om råvarer, at dem får man fra Ole, Per, Knud og Gustav lige henne om hjørnet.

Som turist kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt de indfødte holder af hinanden. I hvert fald var der i gammel tid, forstår man, et vist had mellem dem fra øens nordlige by, Nordby, og fra den sydligste by, Sønderho. Fanniker og sønderhoninger. Graden af had var uden tvivl afvekslende - og blandt nogen slet ikke forekommende. Hvor meget antipati mellem nord og syd har holdt sig gennem generationer, kan være vanskeligt at måle. Nu om stunder synes det i højeste grad at være drilleri, når de fjendtlige holdninger beskrives. Og drilleriet har sikkert også været herskende - med mere eller mindre kraft - gennem tiderne, hvor "had" har være en noget hård betegnelse.


Det smukke vadehav


At skue ud over Vadehavet ved lavvande en solskinsdag er en ypperlig oplevelse.

Ved den sydvestlige del af Fanø ligger højsandet, Galgerev. Og her kan man opleve de mægtige gråsæler - men også mindre spættede sæler.

Man går ca. 1,7 km. ud mod revet ved lavvande på den blotlagte havbund og kan komme tæt på sælerne - men ikke så tæt, at de lader sig forstyrre, fordi der mellem lavvandet og revet er en dyb sejlrende.

Vadehavet og Fanø har en stor bestand af spættede sæler og gråsæler. Bestanden varierer i størrelse. I perioder kan der være op mod 1.000 dyr. Alene ved Galgerev har der været talt op mod 700 sæler. Revet er vel at mærke ikke oversvømmet ved højvande, og her ligger sælerne og hviler en stor del af dagen.

Sælerne spiser i gennemsnit fire kg. fisk hvert døgn, og med 1.000 sæler bliver det altså til fire tons fisk. Så det er ikke underligt, at der ikke finder kystfiskeri sted i området. Sælerne æder fiskernes udbytte.

Man bør unde sig selv en sælsafari til Galgerev, og frem og tilbage kan man samle hjertemuslinger. Hos visse vildt- og fiskehandlere kan der købes hjertemuslinger, som er ret kostbare. Men ved Fanø kan de altså indsamles ganske gratis. Og det er nam-nam f.eks. med dampede muslinger.

Krebsdyr og muslinger er fødegrundlag for fugle. F.eks. spiser en strandskade ca. 300 hjertemuslinger pr. dag. Og Vadehavet besøges rundt regnet af 500.000 strandskader hvert år - både af trækkende og ynglende flokke.



I det fjerne ses en art mørk sky. Det er faktisk "sort sol", som opleves på disse breddegrader. Altså tusinder af stære.

Koncentrationer af hjertemuslinger. Hvordor? Jo, - strandskaber har stået og stampet et sted, og så kommer hjertemuslinger op til overfladen.

Gråsæler, - godt nok lidt langt væk. Men alligevel....... De er store som hvalrosser.

                           Historie


Der synes at være klare beviser på, at de første beboelser på Fanø fandt sted i 1200-tallet. Og det har været et barskt sted at leve som fæstebonde. I perioder var der stor sandflugt over øen. I 1700-tallet begyndte man så for alvor at få dæmpet sandflugten. Og i 1741 solgte kong Christian VI øen til beboerne for 600 rigsdaler. Der blev drevet fiskeri - og siden også skibsfart.

Fanø har 12 km. sandstrand som bliver bredere og bredere. Ved Fanø Bad er stranden mere end 700 meter bred. Og så bliver den smallere og smallere, jo længere syd på man kommer. Det er tilladt at køre i bil på stranden fra Fanø Bad til Sønderho. Max. 30 km/t.. Mod nordvest vokser strand-området, Søren Jessens Sand, og her er bilkørsel forbudt.

I 1890 kulminerede befolkningstallet med 3.529. I 1990 var der ca. 3.300. Og i dag er der mange, der bruger Fanø til en art rekreativ beboelse, og så tager de på arbejde i Esbjerg.



                         Aktiviteter


Club Fanø er Fanøs største arrangør af aktiviteter.

Man kan f.eks. lære at køre blokart, som kræver lidt vind - og ellers er ganske fornøjeligt. Man sidder på et trehjulet køretøj, der har et styr til "næsehjulet". Og så er der ellers et sejl på køretøjet, og det skal sikre fremdriften hen over den flade strand. Man kan få instruktion af Adrian, som på få minutter orienterer om blokarts fortræffeligheder på Rindby Strand.

En times leje af en blokart koster 300 kr., og det er alle pengene værd.

Club Fanø har også bubble ball og sælsafari på programmet. Og indendørs i aktivitetscentret i Rindby Strand kan man bl.a. støbe sine egne lys og bygge drager.



               Bryghuset


Fanø Bryghus indledte brygningen i 2009. Det er ejet af Nørrebro Bryghus og Claus Winther. Efter at det første bryghus gik konkurs i 2006

Bryggeriet holder til i øens tidligere el-værk. Der produceres otte standard-øl, hvor Fanø Rav (pilsner), Fanø Vadehav (brown ale) og Fanø Vestkyst (IPA) er de mest populære. Der laves også julebryg, og Fanø Forår på 6,5 pct. (påskebryg) er en fremragende øl.

Fanø Bryghus fremstiller yderligere mere end 20 specialøl - bl.a. Vadehavs Østers Stout, som er brygget på vadehavs-østers.

Der produceres 300.000 liter ø på årsbasis. Og en af hemmelighederne bag diverse bryg er det gode vand. Øen har så at sige intet landbrug, og der er derfor heller ikke en masse pesticid-rester til at true grundvandet. Andre hemmeligheder er bevaret hos de to amerikanske brygmestre.

Frankrig er bryghusets største eksportmarked.

Der er tilknyttet en café til bryghuset, og der laves guidede ølsmagninger året rundt.


Blokart. Der skal helst lidt vind til, så der kan komme fart på køretøjerne.

                  Fugle i køjen


I 2016 fyldte Sønderho Gamle Fuglekøje 150 år.

Nogen vil spørge om, hvad en fuglekøje er for noget. Selv om de godt ved, hvad en køje er. Men ligefrem fugle, der går til køjs?

En fuglekøje er ca. 125 meter i diameter. I centrum er en sekskantet dam med en lille kanal i hvert hjørne - overbygget med trådnet og en ruse i enden. Beregnet til at fange ænder i. Man fangede først ca. 150 ænder, som skulle bruges som lokkeænder. En fangemester tæmmede disse ænder ved fodring over en periode samtidig med, at der lød lyde fra en fløjte. Og ænderne brugte derefter fuglekøjen som tilholdssted ved højvande. Ved lavvande var de tæmmede ænder ude og søge føde i vådområderne i Fanøs vadehav, og de blandede sig med de vilde fugle, der også søgte føde. Ved højvande søgte de tæmmede ænder mod fuglekøjen og lokkede de vilde ænder med. I fuglekøjen ledte den såkaldte fangemester fuglene op i en kanal mod vindretningen ved at fodre dem, og for enden af kanalen skræmtes de vilde ænder ind i en ruse, hvor de blev aflivet vedat få halsen brækket. De tamme ænder var samtidig ledet væk, fordi de hørte fløjten, som var ensbetydende med, at der var mere fodring.

Det var gråænder, pibeænder, krikænder og spidsænder, som led døden. Og de døde fugle blev solgt. I 1931 blev det forbudt at fange ænder i fuglekøjer.


Den sekskantede dam i fuglekøjen. I hjørnet til højre anes en af de seks kanaler.

Man skal forestille sig, at ænder er lokket ind i en kanal. Og bag nogle måtter står fangemesteren parat til at skræmme ænderne længere ind i kanalen, der ender med en ruse, hvor ænderne er fortabte.

                     Sejlenes tid


Handel og søfart havde meget stor betydning for Fanø op gennem 1800-tallet. I slutningen af århundredet var det store spørgsmål, om man skulle fortsætte med sejlskibe eller gå over til dampskibe.

Alene på Fanø blev der bygget 1.100 sejlskibe. Og mange af øens mænd tog på langfart. Det bliver man ikke mindst mindet om ved et besøg i "Hannes Hus" i Sønderho. Her boede Hanne Sørensen - og i lange stunder alene, når gemalen var på søen. Hun blev enke i en alder af 34 år, da hendes mand, Poul Thomsen Sørensen, forsvandt med sit skib på en rejse til Island. Det var i 1884. Et fotografi af skibet har hæderspladsen på flisevæggen i sydstuen. Ved den modsatte væg står mellem sære ting fotografier af Hanne og hendes mand.

Her i disse beskedne omgivelser levede enken Hanne Sørensen med sin søn Hans og sine to døtre Karen og Maren. Og Hannes hus er ubetinget det bedst bevarede eksempel på et beskedent - men ikke fattigt Sønderhohjem fra den tid, da Fanø var hjemstedet for en stor sejlskibsflåde, og med alt sit indbo er huset af uvurderlig kulturhistorisk interesse.

I Hannes hus har indboet ubrudt været i brug lige til Karen i 1965 måtte flytte til sin søster, enkefru Maren Thomsen. Med stor pietet har de to søstre bevaret deres barndomshjem.

Der er åbent i juni og september kl. 14-16. Og juli og august fra tirsdag til søndag kl. 14-16.

Turismen i Sønderho tog fart allerede i begyndelsen af 1900-tallet, da Hanne inviterede folk ind, så de kunne se hendes hjem.


Susanne Winsløw er en glimrende guide for Hannes Hus, mens manager Poul Therkelsen er tilhører. Farverne i buen over døren, som også ses på andre huse, er den mørke, der betyder "sorgen", den grønne, som står for håbet - og så den hvide, der markerer livet og lykke.

         Gourmet på 1. klasse


Mange spiser mægtig godt flere steder på Fanø. Faktisk er det gourmet på 1. klasse. Og der kæles meget for lokale råvarer - og fra området i og omkring genboen, Esbjerg.

I Nordby har jeg f.eks. spist hos Pia og Mads Lindquist i Restaurant Ambassaden. En lækker frokost. Og lad mig gå i detaljer: Fiskefrikadeller af nordsøfisk og frisk timian, honning-citron-syltet salat af rå, hvide beder, - feldsalat vendt med porrespire og ramsløg. Derpå Freygaard naturkvæg med bløde løg med cherrytomat, stegt spinat-æg, kompot af årets sidste jordskokker fra Rolf styrmand med persille, reduceret oksesky. Og så Gateau Michaud (chokoladekage), rababerkompot, vaniljeis og grøn rababersorbet.

Hos Rudbecks Ost & Deli kan det anbefales at prøve et landgangsbrød. Det er sindsygt lækkert og består af fanølaks med rygeostcreme, nordsørejer og øko-æg, bakskuld med råsyltede agurker og fanø-skinke med vesterhavs-ost. Søstrene Tilde og Line overtog stedet efter deres forældre i oktober 2017.

Kellers Badehotel & Spisehus, Nordby, startede i 1875 som konditeri og senere Kellers hotel. I 2011 fik huset en ansigtsløftning.

- Og det er netop badehotel-stemningen vi vil fylde huset med! Et sted, hvor man kan slappe af og nyde et godt måltid og et ophold i afslappede rammer, fortæller husets værter, Sanne og Lars. Og a propos måltider er stedet godt gearet med f.eks. lokalt røget laks og røget bakskuld.

Ganske fremragende er også Sønderho Kro's udbud af måltider - lidt i den dyre ende. Men med suverænt håndelag i køkkenet.

Sønderho Kro er en af Danmarks ældste og bedst bevarede kroer. Den blev åbnet i 1722, og selve bygningen og restauranten har bevaret sit oprindelige udseende.

Kroens ejer og kok, Jakob Sullestad, har gennem 11 år udbygget Sønderho Kros placering som et af de bedste spisesteder i Sydvestjylland. Kroen er listet i White Guide, der lister Nordens bedste spisesteder. Der er åbent hele året rundt, og der kan også overnattes - i 13 værelser.

Dertil skal nævnes et godt bud på aftenmenu i Nørby Kro.


Fruen i Ambassaden, Pia Lindquist, serverer en liflig dessert.

I det hyggelige Kellers Badehotel & Spisehus - naturligvis med Fanø-bryg på bordet - orienterer fru Sanne om menuen og stedet historie.

Laks og rejer fra lokale leverandører - uhmm.

Lokkemad - fra Rudbecks Ost & Deli. Et landgangsbrød, som man gerne vil opleve igen og igen.

Bakskuld, som er saltet, tørret og røget ising. Skønt!

                    12 minutter fra Esbjerg


Fanø er helt sin egen - og alligevel kun i en afstand af 12 minutters sejlads fra fastlandet

"Færgen", som er Danmarks største ø-rederi, sejler til Fanø, Bornholm Samsø, Als, Langeland og Lolland. Esbjerg-Fanø besejles af de tre færger, M/F Menja, M/F Fenja og M/B Sønderho. I højsæsonen sejles der hver 20. minut mellem kl. 06.30 og 17.10.

Folketinget valgte i september 2016 at øge tilskuddet til færgefart - således også til Fanø-ruten, og det betyder, at prisen på færgebilletter er faldet markant i for- og eftersæsonen.      Det kan tilføjes, at "Færgen" også står bag bookingportalen, Dansk Ø-ferie, der har samlet oplevelser på danske øer og gør det muligt at booke transport og ophold hjemme fra.


I Nordby ses der kraftige mure rundt om. Naturligvis som sikring mod en eventuel stormflod.

Tækkede huse ses alle steder på Fanø. Og i Nordby skal man give sig tid til at gå ad små gyder bag hovedgaden. Her er et hus ved at blive tækket - og med et hvidt stakit, som der også kæles for i det gamle miljø.

                Dit og dat


* Inden for Fanøs dyreliv er det værd at bemærke, at der forekommer et væld af kaniner. Ingen harer. Men masser af rådyr, som endog bevæger sig helt ind i byernes gader. Så er der også dådyr og krondyr.


* Øen har været udsat for flere stormfloder gennem tiderne. Specielt den 24. november 1981 - med store ødelæggelser til følge.


* Kirken i Sønderho er fra 1782 og er bygget, hvor der tidligere lå en kirke med et langskib. Den nye kirke fik sidekviste, fordi der skulle være plads til alle voksne borgere. Kirken kan rumme ca. 450 mennesker.


* Fanø var besat under 2. verdenskrig, hvor tyskerne etablerede bunkers og kanonstillinger. Og resterne kan stadigvæk ses.


* I Realen i Nordby arbejder en masse frivillige med Jeanett Exner i spidsen. Stedet trækker mange kunstnere til og kendes af mange via TV 2 Fri-programmet, "Ja, for Fanø". I tilknytning til Realen ligger Johnny Madsens kunstgalleri.


* Fanø Skovlegeplads er et skønt sted i naturen med mange lege-muligheder for børn.


På Fanø Skovlegeplads er der mange flotte træ-udskæringer - her H.C. Andersen.

På skovlegepladsen er fuglene blevet så vante til mennesker, at de kommer ganske nær. Her en bogfinke - han.

En tysk kanonstilling fra 2. verdenskrig - med Esbjerg i baggrunden.

Kirken i Sønderho er spændende. Den blev i sin tid indrettet med plads til alle voksne beboere.

Realen ejes af Fanø Kommune og leverer kultur- og fritidstilbud til borgerne.

==============================================================================================

En nydelig bygning rummer Nordby Skibsfarts- og Dragtsamling.