Carl Nielsen-album

Pomp og pragt

med Nielsen




Album med bl.a. symfonier og Maskerade



Her i 150-året for Carl Nielsens fødsel har Decca fundet det relevant at udgive et fyldigt cd-album med Nielsen symfonier – plus andet relevant – ikke mindst operaen, ”Maskerade”. Og det er henholdsvis Danmarks Radios Symfoniorkester med Ulf Schirmer ved roret og San Francisco Symphony med Herbert Blomstedt, der udfolder sig.

Lad os begynde med ”Maskerade”, som i cd-versionen er henlagt til foråret 1723 i København – langt fra den samtale-køkken-udgave, der har haft repremiere på den kongelige operascene her i fødselsdagsåret i Kasper Holtens og Morgan Allings iscenesættelse. Vi skal nogle år tilbage – før det 21. århundrede, da Aage Haugland levede og endnu havde stemmen i sin magt – som Jeronimus. Ja, - cd-sangerholdet er faktisk et niveau over 2015-personagerne – med få undtagelser. Susanne Resmark er glimrende som Magdelone, og Bo Skovhus mestrer Henrik, mens Henriette Bonde-Hansen har fin føling med Leonora. Og Marianne Rørholm er ikke overraskende solid som Pernille. Johan Reuter tager sig fint af Vægteren, og minsandten om Kurt Ravn ikke optræder som Leonard – uden at falde igennem. Faktisk er der kun slinger i valsen hos de medvirkende studenter.

Man kunne tro, at det er operaens fremragende kor, som er på færde, men det er Danmarks Radios kor, der udmærker sig.

Og Schirmer ved nok, hvordan Nielsen skal skæres på opera-fronten. Mens der i symfonisk henseende er satset på sikkerheden selv med Herbert Blomstedt

Carl Nielsen er umiddelbart lidt vanskelig at lytte til for mange ellers klassisk musik-glade mennesker, hvad hans symfonier angår. Det er ikke bare musik, der flyder gennem øregangene som selskab til rengøringen. Det kræver lidt engagement at fortære Nielsens første symfonier, der har en meget massiv konstruktion – og som langt fra læner sig op af de senromantiske traditioner. Men med tilløb kan det blive en nydelse at lytte til Symfoni nr. 1 i G-mol, nr. 2 (De fire temperamenter), nr. 3 (Sinfonia espansiva) og nr. 4 (Det uudslukkelige), - alle hjulpet mægtig godt på vej af Blomstedt.

En slags opgør med senromantikken førte Nielsen over i den mere neoklassicistiske stil en lille snes år ind i 1900-tallet, hvor det også var det mere kammermusikalske, som kom til at præge hans løbebane med antikke reminicenser. I 1920-1922 skrev han den 5. symfoni og nr. 6 (Sinfonia semplice) i 1924-1925, og de to er også med i cd-albummet, i Blomstedts nydelige fortolkning.

Den første klassiske plade, jeg fik – for 50 år siden – var med Carl Nielsens morsomme ”Serenata in vano” og ”Lille suite for strygere”. Sidstnævnte, ligeledes i albummet, fremkom ved Nielsens officielle debut i 1888. Og af en begynder at være var det en overrumplende komposition, som fik folk til at lette på hatten. Og den absolut skønne suite har det fortsat med at dukke op i klassiske programmer.


Karaktergivning er vanskelig med de mange sider af Nielsen i albummet. Men et snit må lande på fem stjerner: *****x


=======================================================================================

Den ganske festlige scenografi til Puccini's opera, "Il trittico", - altså tre én-aktere i én opera. - Foto: Miklos Szabo


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Copyright © All Rights Reserved