BERLIN - MAXI-KULTUR


Olympia (i midten) ser sprællevende ud. Og det er hun da også. Men i operaen, "Hoffmanns eventyr" (Les Contes d'Hoffmann), er hun en opfindelse i et fysisk laboratorium, - en dukke, og det giver naturligvis udfordringer til den sanger, som skal spille rollen. Her i en udgave på Deutsche Oper, Berlin.

Foto: Bettina Stoess

            Berlin: En by

         med maxi-kultur

Jeg tror umiddelbart ikke, der er andre storbyer i Europa, som har flere kulturelle tilbud end Berlin. Bevares. Der er da mange byer, som ligger højt på ranglisten. Men Berlin har lige det dér ekstra, som gør det muligt at benytte betegnelsen: Maxi-kulturby.

Berlin har tre opera-huse. Og det er måske lige i overkanten - men naturligvis herligt for opera-fans, som her og nu ikke behøver at dvæle ved tanker opera-økonomier og tilskud, der sammen med alle de andre kulturtilbud og by-driften som helhed er årsag til et underskud på ca. 60 mia. €

Deutsche Oper kan ikke ligefrem udråbes som en arkitektonisk herlighed. Fronten og interiøret er rædsomt kedelige, men på scenen og i orkstergraven er det meget ofte muligt at giver høje karakterer for valg af sangere og dirigenter foran det storartede orkester. Jeg har været i dette operahus masser af gange - og sjældent oplevet en kikser. Senest så jeg Jaques Offenbachs "Hoffmanns eventyr". Og der var f.eks. et teknisk raffiment, hvor Olympia svævede rundt i luften. Dertil havde man castet et glimrende sangerkorps.

Facaden på Deutsche Oper er nærmest det modsatte af prangende. Men inden for er der liflige dage.

I tunnellen til og fra Deutsche Oper og undergrundsstationen, "Deutsche Oper", U2, er man ikke i tvivl om, at der er fest og farver i nærheden. Diverse komponister har fået deres egen firkant med dekorationer på fliserne.

Et snedigt stativ viste sig at være den ingrediens, som i mørklagt position fik Olympia til at svæve.

Foto: Bettina Stoess

Staatsoper Berlin på Unter den Linden er et nydeligt teater efter en meget omfattende restaurering, som har bragt interiøret væk fra det lidt fimsede, pink-agtige østtyske udtryk. Og her er der også helt normalt gode navne på programmet under ledelse af generalmusikdirektør Daniel Barenboim.

Og så er der det trejde led i opera-kæden, Komische Oper, som er lidt for sig selv. Ikke mindst, når det gælder anderledes opsætninger. Ledelsen tør godt prøve noget afvigende, selv om det kan grænse op til at blive buh'et ud. Dertil er det lidt skægt, at man sagtens kan købe en billig billet - og så alligevel ender med at sidde storartet. Der sker nemlig ofte det, at folk forholder sig i en afventende position lige indtil lyset dæmpes og en forestilling skal begynde. Og så skynder man sig hen og indtager en plads, der er ledig (og altså ofte dyrere end den, man har købt på forhånd).

Den absolutte elite

Musikkendere vil uden tvivl kunne få en lang diskussion om, hvilket klassiske orkester der er verdens bedste. Men Berliner Philharmoniker vil sikkert altid kunne havne blandt verdens tre bedste. Man skal også lige have med, at det har en vis betydning, hvilken dirigent der står foran orkesteret, selv om orkestermusikerne det længste af vejen godt kan klare hvad som helst på egen hånd.

Sir Simon Rattle har været chef for philharmonikerne siden 2002. Men undervejs har der været massevis af gæstedirigenter ind over. Da jeg oplevede orkesteret her i slutningen af 2018 var det russiske, Valery Gergiev, der stod på podiet i et blandet program, som han havde fuldstændig styr på. Og det irriterede ham ganske givet voldsomt, at en af hornisterne lavede en høj, grim larm, da han tabte den dæmper, der stikkes ind i hornet for at gøre lyden blødere. Eliten kan også fejle.

I øvrigt virkede det, som om Gergiev havde travlt med at komme videre, da han ikke brugte mange sekunder på fremkaldelserne.

Nu er det så Kirill Petrenko, der har taget over efter Rattle. - Den største dirigent gennem tiderne, Carlos Kleiber, fik naturligvis også tilbud om at blive chef for Berliner Philharmoniker, men han sagde nej tak. Det havde heller aldrig gået. Han ville have kørt philharmoniker-økonomien i sænk på grund af gigantiske prøveforløb.


Det flyder jo med koncerter i Berlin. I Konzerthaus er der i høj grad mange besøgende orkestre. Jeg lyttede senest til Academy of St. Martin in the Fields, som jo blev grundlagt af Sir Neville Marriner. Orkesteret blev ved mit besøg ledet af 1. violinisten, Tomo Keller, i et rent Beethoven-program, hvor man også havde hyret den helt unge Jan Lisiecki, klassisk canadisk pianist af polsk afstamning - blot 23 år. Og han gik til fadet i Beethovens 5. klaverkoncert, som om han aldrig havde lavet andet. Der blev også spillet 2. symfoni i D-dur og violinromance for violin og orkester i G-dur. En ypperlig oplevelse.

                                                                                        - - -


                                                      En pølse med føl´se


"En pølse skal serveres med føl´se" - blev skrevet, sunget og spillet af makkerparret, Svend Asmussen og Ulrik Neumann. Og om ikke andet kan tyskerne servere en pølse med føl´se. Året rundt bliver der solgt millioner af pølser i Tyskland, og specielt i juletiden med de mange julemarkedspladser er der maksimalt drøn på pølse-salget.

I Danmark er der jo også gode oplevelser ved pølsevognene, men det ligger ligesom klart, at Tyskland giver baghjul i pølse-filosofierne.

Berliner Philharmoniker - med dirigenten, Valery Gergiev.

                     - - -

De tyske pølser har fået et lille hak op i priserne, men de smager fortsat fortræffeligt.

      Træ i de skønneste udformninger


Mange tyskere er begejstrede for træ-figurer. I alle mulige udformninger - ikke mindst diverse personer. Og slige skabninger kan for den sags skyld stå fremme hele året rundt. Men i juletiden er det specielt ganske oplagt med at lade træskærer-arbejde dekorere de daglige omgivelser i tusinder af hjem.

En stor part af de tyske træfigurer er skåret og udformet nær byen Seiffen sydvest for Dresden i virksomheden, Wendt & Kühn. Der eksporteres træfigurer og julepyndt til 25 lande i Europa plus Asien og Nordamerika. Og som sådan er figurerne ikke billige. Men tyskere er altså super glade for pynten - og der er mange samlere. Og så ruller €'erne.

Figurerne, som ses på billedet, kaldes nøddeknækkere (Nussknäcker), og der er naturligvis virksomheder ud over Wendt & Kühn, der fremstiller træfigurer. Og det er værd at fundere over, at en nøddeknækkere, som de ovenstående, er set i stormagasinet Karstadt på Kurfürstendamm. Her fandt jeg en nøddeknækker på ca. 30 cm.. Og den kunne jeg få for 6,99 €. Øjeblikket efter stod jeg i en lille træhytte i julemarkedet ved Gedächtniskirche og studerede en tilsvarende figur - øjensynligt. Og den kostede 59 €, - altså ca. 10 gange Karstadt-prisen. Men Karstadt-figuren kan sagtens have været et samlebånds-produkt, mens julemarkeds-nøddeknækkeren måske var en "Thorvaldsen"!?


                                                                        - - -


BERLIN HAR MANGE FLOTTE STATIONER MED FORNEMME UDSMYKNINGER. OG HER VISES DER I HØJ GRAD TILBAGE I HISTORIEN OG DE FØRSTE ÅRTIER MED UNDERGRUNDSBANER. DE TO ØVERSTE BILLEDER ER FRA WITTENBERGPLATZ - OG VISER ALTSÅ BL.A. EN GAMMEL OPEL-REKLAME VED NEDGANGEN TIL LINJERNE U1, U2 OG U3. PÅ LINJE U2 LIGGER OGSÅ SOPHIE-CHARLOTTE-PLATZ, HVOR MAN KAN OPLEVE KAKKELBILLEDER AF STATIONENS UDSEENDE I GAMLE DAGE. OG MANGE FLERE STATIONER ER PRYDET MED DENNE SPECIELLE OG VELTRIMMEDE KUNSTGENRE..

   BABYLON BERLIN

                     - - -

======================================================================================================

Har man fulgt med i serien, Babylon Berlin, er der også blevet åbnet for mange informerende billeder fra Alexanderplatz, hvor nutidens penge og magt har fået anderledes fat.


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Copyright © All Rights Reserved