BARBEREN I SEVILLA - 25.09.19


OPERAEN, HOLMEN: Repremiere på operaen, "Barberen i Sevilla"

    Drøn  på Barberen




ANMELDELSE: Man mærker det helt fra starten. Fart over feltet. I ouverturen. Dirigenten, Vincenzo Milletarì satser på tempo - uden at sprænge rammerne. En satsning har det også været ved iscenesættelsen af operaen, "Barberen i Sevilla", med direktøren for teatret Mungo Park i Allerød ved roret. Danskeren, Martin Lyngbo. 
 Her er naturligvis ikke tale om en håndboldkamp ved EM, men ingredienserne i spillet for at vinde kampen er noget nær de samme. Martin Lyngbo fremturer med angreb og diverse scoringsforsøg. Og muntre afleveringer. Nemlig slip-sticks. Altså crazy komik med små "eksplosive" udfald. Hvilket harmonerer med den kendsgerning, at Lyngbo intention har været at basere operaen på stumfilm-genren. Man skal forestille sig den sort-hvide film, hvor der leveres gags af f.eks. Chaplin og Buster Keaton. Men også de trick, som Marx Brothers benyttede i deres komik.


Klovnerier


Hele scenografien er netop holdt i sort, hvidt og gråt - med dertil matchende kostumer. Og så er det lykkedes for Lyngbo at få sangerne til at levere skøre klovnenumre samtidig med, at de også skal koncentrere sig om stemmeføringen. Og på glimrende facon er der crazy udfoldelser på forskellige niveauer med den stilfulde klovn, den kluntede klovn, den snu klovn m.fl..
 Men hvor længe holder klovne-føringen? For man mærker på et tidspunkt, at nu er det snart nok. Skæg! og ballade kan godt blive for meget. Lyngbo har da også skåret i den oprindelige libretto - og ligeledes også fiflet med den tilbageværende.
 Helt fra fødslen har "Barberen i Sevilla" været udstyret med et mindre korparti, - bl.a. en flok soldater. Men ikke i på Holmen. Koret er udraderet. Desuden er der det klare brud med oprindelsen, at Barberen, Figaro, fra begyndelsen slet ikke er barber - men en subsistensløs (velklædt), som overfalder en barber og indtager dennes salon. Og operaen ender med, at den "rigtige" barber kommer til sig selv og gen-erobrer salonen. Derpå er Figaro tilbage på gaden igen.
 Lyngbo har gerne villet forklare, hvordan mennesker lever i en verden præget af magt og undertrykkelse. Personificeret ved Figaro. Men dette budskab fortoner sig noget i sjovet og galskaben.


Stærke navne


 Det Kgl. Teater har umiddelbart ikke kræfter, der kan dække den belcanto, der kræves i flere af rollerne i "Barberen i Sevilla". Og teatret har da også importeret sangerne til de store partier. Og lad det være fastslået, at de alle består prøven med slap-sticks. Også den kvindelige hovedkraft, en lille spirrevip, Anna Kasyan, som Rosina, der bor hos den gamle rigmand, Doktor Bartolo, som vil gifte sig med hende. Men af omveje er hun altså forelsket i Grev Almaviva, som hun også får til sidst - med ufrivillig indblanding fra spillelæreren, Basilio, og ikke mindst Figaro.
 Figaro er i de bedste hænder hos Luthando Qave. Mens Grev Almaviva dækkes glimrende af Ruzil Gatin. Anna Kasyan er mere end habil - også i det lave toneleje. Og Per Bach Nissen håndterer Doktor Bartolo på sikker facon. Simon Duus er udmærket som Basilio.
 Vincenzo Milletarì holder styringen trods farten. Kapellet kommer med stor sikkerhed over målstregen.


---


 ******
---


FAKTA


Den Kongelige Opera. Barberen i Sevilla. Af Gioachino Rossini. Repremiere. Musikalsk ledelse: Vincenzo Milletarì. Iscenesættelse: Martin Lyngbo med Line Kromann som instruktør ved genopsætningen.Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund. Koreografi: Kristján Ingimarsson. Lysdesign: Ulrik Gad. Dramaturg: Helge Engelbrecht.
 Spilles også 2., 8., 10. og 17. oktober samt 7., 17., 19. og 21. november.

Figaro synger. Luthando Qave er ganske overbevisende. Foto: Miklos Szabo



Hverken nutid eller 1700-tallet (baggrundshistoriens skuespil) er gældende i Martin Lyngbos opsætning. Han dvæler ved ca. 1910 - og ønsker at vise en forbindelse mellem opera og film. Foto: Miklos Szabo

============================================================================================================